Omstridt supermarked er nu et skridt tættere på at blive til virkelighed
Tirsdag aften godkendte kommunalbestyrelsen kommuneplantillægget og lokalplanforslaget, der åbner for nyt supermarked i Fjellerup.
Planerne om det efterhånden temmelig omdiskuterede nye supermarked i Fjellerup er nu et skridt tættere på at blive realiseret.
Tirsdag aften godkendte en enig kommunalbestyrelse det tillæg til kommuneplanen samt en ny lokalplan for området, der til sammen gør det muligt at etablere ny dagligvareforretning i hjørnet mellem Strandvejen og Kastbjergvej.
Dermed sendes kommuneplantillægget og lokalplanen i otte ugers høring, inden natur-, miljø- og teknikudvalget (NMT) til juni får sagen til endelig behandling.
Går sagen efter planen godkender kommunalbestyrelsen projektet i august, og kort tid derefter regner ejendomsudvikleren Pro Development at stikke spaden i jorden og begynde det fysiske byggeri, som forventes at stå færdig inden sommerferien 2027.
Bekymrede købmænd
I den forudgående høringsfase før aftenens møde i kommunalbestyrelsen var der kommet 13 henvendelser fra borgere og interessenter.
Flere af dem udtrykte bekymring for Lokalbrugsens fremtid med indrykket af en ny dagligvareforretning og satte dermed spørgsmålstegn ved, om det vil have en positiv effekt på Fjellerup.
Mest markant var dog det fælles brev fremsendt af den nu tidligere uddeler i i Superbrugsen Glesborg Andreas Bach, hvor han sammen med købmand i Min Købmand i Nørager Maja Steen og uddeler i Lokalbrugsen i Fjellerup Lars Nielsen udtrykte stor bekymring over udsigten til endnu en indkøbsmulighed i området og ike mindst fremtiden for deres respektive forretninger.
»Ser man isoleret på Grenaa og omegn, fremgår det tydeligt, at konkurrencen er meget stor. Faktisk så stor, at der formentlig ikke er en eneste dagligvarebutik i området, som i øjeblikket kan fremvise et positivt driftsresultat. Det betyder, at en ny etablering i Fjellerup næppe vil skabe vækst eller flere arbejdspladser, men i stedet vil medføre en omfordeling af en i forvejen meget begrænset omsætning. Erfaringen viser, at konsekvensen heraf ofte bliver, at eksisterende butikker i nærliggende byer må lukke,« skrev de tre i et brev stilet til borgmester Kasper Bjerregaard (V) og dermed også resten af kommunalbestyrelsen.
Sund konkurrence
På tirsdagens møde var der dog ikke umiddelbart nogen af politikerne, der delte den bekymring.
Tværtimod så NMT-formand Niels Ole Birk (V) det som særdeles sundt for området med øget konkurrence.
»En moderne og tidssvarende butik vil forbedre indkøbsmulighederne for de fastboende borgere, sommerhusejerne og de mange besøgende, som hvert år vælger Fjellerup som feriedestination. Konkurrence kan være med til at løfte kvalitet og service og udvalg til gavn for både borgere og besøgende og dermed støtte området som helhed,« sagde Niels Ole Birk, som dermed også har en forventning om, at det nye supermarked kan bringe en del både faste stillinger og sæsonarbejde med sig.
Fra den anden side af salen bemærkede SF’s Aleksander Myrhøj, at han ikke nødvendigvis er den største tilhænger af den fri markedsøkonomi, men han vurderede samtidig, at en ny dagligvareforretning i Fjellerup - hvor han selv bor til daglig - vil have en positiv afsmitning på byen.
»Basis for bosætning gror i højere grad ud af en større dagligvareforretning og ikke en brugs, der i højere grad er gearet til et sommertræk og med priser, der afspejler, at man er på feriebudget,« lød det fra Aleksander Myrhøj, som dog understregede, at han gerne ser, at Fjellerup kan rumme to dagligvareforretninger.
»Det her med at give op på forhånd er rigtig ærgerligt. Jeg har tilbudt at facilitere en arbejdsgruppe af lokale, som sammen med Coop kan sætte sig ned og sige, ’hvordan får vi brugsen til at overleve, så den ikke bliver slået ihjel på forhånd,« tilføjede han.
Dagligvarer for 92 millioner?
Det tillæg til kommuneplanen, som kommunalbestyrelsen tirsdag aften sendte i høring, indebærer, at området udlægges som lokalcenter og udvider det eksisterende centerområde med 4.102 kvadratmeter.
Det åbner for, at der kan åbnes for mere detailhandel i området. Blandt andet altså på hjørnet af Strandvejen og Kastbjergvej op ad rundkørslen, hvor den nye dagligvareforretning er udset til at blive placeret.
Ud over ansøgningen om den nye dagligvareforretning på 1040 kvadratmeter, giver kommuneplantillægget også mulighed for, at der kan etableres udvalgsvareforretninger på maksimalt 500 kvadratmeter.
Ejendomsudvikleren Pro Developments i Randers har ansøgt om at etablere det nye supermarked på vegne af en fortsat ukendt dagligvarekæde.
Herfra mener man, at der er med områdets mange sommerhuse samt det nye feriecenter i Fjellerup er et stort uudnyttet potentiale for endnu en indkøbsmulighed.
I feriecentret alene går man efter 80.000 overnatninger om året, og i ansøgningen til Norddjurs Kommune har Pro Developments fået rådgivningsvirksomheden Cowi til at at regne på det potentielle årlige dagligvareforbrug for både turister og fastboende i området.
Her anslår Cowi, at der vil været et dagligvareforbrug i omegnen af 92 millioner kroner om året.
Det er dog et tal som de tre afsendere af føromtalte brev til kommunalbestyrelsen stiller sig temmelig tvivlsomme over for.
»Vi stiller os desuden kritiske over for den omsætningsberegning, der indgår i ansøgningen om den nye dagligvarebutik. I praksis kan turisthandel ikke sammenlignes med handel fra fastboende borgere, og det giver et misvisende billede af det reelle behov. Vi håber derfor, at det aktuelle behov bliver nøje gennemregnet og vurderet på et realistisk behov,« skriver de tre forretningsdrivende.