Fortsæt til indhold

Kommerciel køber har afgivet »seriøst« bud på Toppen

Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC) har modtaget et seriøst købstilbud fra en kommerciel aktør på ejendommen Toppen. Forhandlinger om detaljer pågår, før en endelig købsaftale kan underskrives.

Samfund

Det ser ud til, at der nu kommer skred i tingene i forhold til salget af ejendommen Toppen, der har samme CVR-nummer som Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter (EBIC).

Formanden for bestyrelsen i EBIC, Hans Jørgen Hvidtved, bekræfter, at der er kommet et seriøst købstilbud uden betingelser på Toppen, efter at EDC afsluttede budrunden 13. februar 2026.

»Jeg kan fortælle, at der er kommet et seriøst bud fra en kommerciel køber, som vi anser for at være spændende,« siger Hans Jørgen Hvidtved.

Han vil ikke afsløre noget om køberens identitet eller prisen, men oplyser, at der er tale om en seriøs aktør, som ønsker at drive hotel eller kursusvirksomhed på stedet. Realistisk bedømt ligger prislejet i omegnen af 13-14 millioner kroner.

Det kan være i dag, i morgen, om et par uger eller en måned.

Forhandlinger om detaljer

Hans Jørgen Hvidtved vil heller ikke kommentere, om der er tale om en lokal køber eller om Filmefterskolen er involveret.

»Jeg kan sige, at der nu bliver forhandlet om nogle detaljer, før der foreligger en endelig købsaftale. Det er vores direktør Jeppe Hansen i EBIC, der forestår dem.«

På spørgsmålet om, hvornår der forventes en underskrevet købsaftale, svarer Hans Jørgen Hvidtved:

»Det kan være i dag, i morgen, om et par uger eller en måned. Der er selvfølgelig en række forhold, der skal gennemgås, men min forventning er, at der ikke vil gå lang tid.«

Det er EBICs repræsentantskab, der skal godkende den endelige købsaftale af Toppen, der er placeret i Nationalpark Mols Bjerge i ikoniske bygninger tegnet af Friis & Moltke og opført i 1968/69. Arkitekturen er enkel, opført i beton og smelter harmonisk ind i landskabet.

Baggrund for salget

Ejendommen, ejet af fonden EBIC, har længe ikke kunnet leve op til sit forpligtende navn.

Tværtimod har den smukke bygning længe spillet hovedrollen i en følelsesladet og meget svær sag. EBIC, som ejer byens idrætsfaciliteter - herunder haller og boldbaner - og som driver byens svømmehal, står nemlig til at gå konkurs efter at have oparbejdet et signifikant underskud de sidste par år.

Argumenterne for at sælge, som bestyrelsesformanden for EBIC, Hans Jørgen Hvidtved, har udtalt ved flere lejligheder, er at fonden, og dermed byens idrætsfaciliteter, undgår at gå konkurs.

Den 9. december 2025 var 15 mennesker bestående af bestyrelse og fondens repræsentantskab derfor samlet omkring et enkelt punkt på dagsordenen, nemlig planerne om et salg med henblik på at undgå en faretruende konkurs.

Det fik bestyrelsen mandat til fra et enstemmigt repræsentantskab.

Nu handler det så om, at der snart ligger en købsaftale, som repræsentantskabet skal godkende, før navnet på køberen kan afsløres.