Fortsæt til indhold

Nu venter afgørende afstemning om salget af Toppen - byrådet har givet betinget garanti

På trods af kritik fra borgere i byrådssalen har politikerne besluttet at give en betinget kommunegaranti til Filmefterskolen, der vil købe Ebeltofts sidste hotel. Det hele afhænger dog af byens foreninger, som skal stemme om sagen 9. december.

Syddjurs

Sagen om salget af den fredede bygning Toppen af Ebeltoft tog endnu et skridt, da byrådet onsdag aften gav en betinget tilkendegivelse om en kommunegaranti til den kommende Filmefterskole, der ønsker at købe stedet, som i dag drives som hotel af fonden EBIC.

Vel at mærke byens sidste hotel.

Beslutningen føjer sig til en allerede intens og følelsesladet debat, hvor spørgsmål om hoteldrift, økonomi, ledelsesansvar og juridisk grundlag har fyldt blandt borgere og foreninger.

Politikerne, der rejste sig under behandlingen af sagen på byrådsmødet, gjorde en del ud af at understrege to ting:

Dels, at den politiske beslutning af netop dette punkt ikke vedrører deres holdning til, om der skal være hotel eller efterskole, men udelukkende beslutningen om en mulig kommunegaranti.

Og dels, at deres beslutning udelukkende er en betinget tilkendegivelse om en garanti.

Byrådet godkendte således en foreløbig kommunal garanti på op til 5 millioner kroner, som altså blev gjort betinget, simpelthen fordi politikerne og administrationen ikke mener, at det materiale, de har modtaget fra Filmefterskolen, er tilstrækkeligt.

Filmefterskolen er allerede i gang med at markedsføre sig forud for forventet opstart i august. Foto: Lars Just

Når Filmefterskolen kan levere et fyldestgørende driftsbudget, dokumentation for fuld finansiering af købet, en detaljeret tidsplan for, hvordan skolestart i 2026 kan opnås, og endelig en beskrivelse af den løbende drift, vil sagen igen blive behandlet, men det bliver først efter nytår og derfor af et nyt byråd og økonomiudvalg.

Desuden vil kommunen stille vilkår for eventuel udlejning og kræve pant i ejendommen, da den ved en eventuel konkurs kommer til at hæfte for de op til fem millioner kroner, garantien lyder på.

Formanden for Filmefterskolen, Jørn Grønkjær, kalder byrådets beslutning forventelig.

»Den betingede garanti giver efterskoleprojektet en blåstempling og mulighed for at fortsætte i to spor – enten med eget ejerskab eller en fuldfinansierende investor. Det forventer vi at afgøre inden jul, formentlig medio december.«

At garantien først besluttes endeligt i det nye år, ændrer ifølge Grønkjær ikke noget. Planen om skolestart ligger fast:

»Filmefterskolen starter 1. august 2026. Vi forbereder markedsføring, deltager på messer og har allerede fået henvendelser fra potentielle elever.«

Eva Klinting er idémageren bag filmefterskolen, som hun har arbejdet på i flere år. Jørn Grønkjær har rollen som formand for efterskolens bestyrelse. Foto: Anne Frank Henriksen

Kritik i salen

Som det altid er tilfældet, starter alle byrådsmøder med en spørgetime.

Her var flere borgere onsdag 26. november fremme ved mikrofonen. To af dem med spørgsmål til sagen om filmefterskolen og Toppen.

Den ene var Sverre Tønder, som lagde vægt på, at EBIC’s bestyrelse efter hans vurdering ikke kan gennemføre et salg uden repræsentantskabets godkendelse.

Han opfordrede til både at sige nej til kommunegarantien og til at sende Toppen i åbent udbud.

Han rettede også kritik mod EBIC’s økonomi:

»Det er ikke markedsvilkårene, der har lukket Toppen – det er dårlig ledelse og manglende forretningsforståelse.«

Marian S. Kristensen stillede spørgsmålstegn ved, om byrådet overhovedet burde forholde sig til en garanti, når »aftalen endnu ikke er juridisk bindende«, og hvorfor salget ikke er foregået på markedsvilkår til fuld indsigt for EIF’s medlemmer.

Politikerne forholdt sig ikke direkte til kritikken, men gentog, at punktet udelukkende handlede om kommunegarantien – og ikke om deres holdning til, hvordan Toppen er blevet drevet, eller om der skal være hotel eller efterskole.

Foreningerne skal stemme

De to borgere sparker dog en åben dør ind, når det kommer til spørgsmålet om, hvordan EBICs bestyrelse kan beslutte at sælge Toppen uden om repræsentantskabet.

Det kan de nemlig ikke, og det ved formand Hans Jørgen Hvitved og resten af hans bestyrelse godt. Derfor har de indkaldt til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde 9. december.

Hans Jørgen Hvitved, bestyrelsesformand i EBIC, erkender sit ansvar for situationen, men siger også, at det ligger ham dybt på hjerte at få gjort noget ved idrætsfaciliteterne i Ebeltoft. Foto: Anne Frank Henriksen

Her er salget på dagsordenen, og fondens vedtægter kræver, at der skal være et flertal på to tredjedele for at salget kan gennemføres.

Repræsentantskabet består af 15 medlemmer, der repræsenterer forskellige foreninger i Ebeltoft, primært underafdelinger af Ebeltoft Idrætsforening, og er EBICs øverste organ.

»Jeg er ret sikker på, at der bliver stemt for salget, fordi det gavner idrætsforeningen. Spørgsmålet om markedsvilkår er blevet rejst, men som jeg og flere andre tidligere har sagt, så ville vi aldrig få samme pris ved et almindeligt hotelsalg. Simpelthen fordi en skole kan rykke direkte ind. Hvis vi skulle sælge stedet som hotel, ville prisen blive noget lavere, fordi der ville skulle laves for meget.«

Han understreger, at vurderingen af bygningerne ikke er en ’liebhaveri-vurdering’, som nogen påstår.

»Den er foretaget af en af Danmarks største erhvervsmæglere. Men det allervigtigste her er nok, at vi faktisk slet ikke har tid til en lang proces med åbent udbud. Et salg haster, ellers går EBIC konkurs.«

Han tilføjer, at den aftalte pris vil give et millionbeløb, som går direkte til forbedringer af EBIC’s idrætsfaciliteter til gavn for medlemmer og borgere.

Ro og fokus

Hele baggrunden for den situation, EBIC og Ebeltoft står i lige nu, kan kort og lidt forenklet forklares sådan her:

EBIC er en selvejende institution, som ejer byens idrætshal, de fredede bygninger kaldet Toppen, og som driver svømmehallen for kommunen.

I flere år blev Toppen, som oprindeligt blev bygget som en entreprenørskole, drevet som vandrerhjem. I bestræbelserne på at tiltrække endnu mere erhvervsturisme, ønskede bestyrelse og ledelse at forvandle stedet fra vandrerhjem til hotel. Det skete 1. januar i år.

Det har dog vist sig at være dyrt at ændre Toppens identitet. De sidste tre år har EBIC haft røde tal på bundlinjen. I dag er underskuddet ifølge Hvitved omkring syv millioner kroner, og hvis det ikke lykkes at sælge Toppen fra, så risikerer EBIC, og i praksis byens idrætsforening med cirka 2000 medlemskontingenter, at gå konkurs.

Filmefterskolen har i mere end seks år ledt efter en egnet lokation til at starte sin nye efterskole.

Hans Jørgen Hvitved fortæller, at bestyrelsen på repræsentantskabsmødet 9. december vil redegøre for sagen og bede om en godkendelse til at sælge Toppen til Filmefterskolen.

»Hvis repræsentantskabet ikke bakker op med to tredjedele, står EBIC og Toppen i en fuldstændig ny situation, som kræver nye og hurtige beslutninger for at redde situationen.«

Skæbnen for det sidste hotel i bliver sandsynligvis afgjort ved en afstemning 9. december. Økonomiske problemer har tvunget institutionen bag hotellet til at skulle sælge. Pressefoto

Han er klar til at tage konsekvensen, hvis medlemmerne ønsker det:

»Hvis jeg ikke kan få opbakning, så må andre kræfter tage over. Hvis salget går igennem, men generalforsamlingen til marts alligevel ønsker en ny formand, så træder jeg selvfølgelig til side.«

Han anerkender, at ansvaret for, at fondens økonomi er kommet så langt ud, ligger på bestyrelsens skuldre, men han har ikke lyst til at udpensle forløbet her og nu.

»Det er ikke fordi, jeg ikke vil stå til ansvar eller ikke har indsigt nok til at se, hvor det kan være gået galt, men hvis vi hæfter os i de tabloide detaljer nu, så kan det komme til at lyde som om, at jeg hænger nogen ud eller prøver at forsvare mig selv. Ingen af delene har jeg interesse i, så lad os for nuværende fokusere på at tage den bedste beslutning for EBIC og foreningerne.«

Formanden for hovedbestyrelsen i Ebeltoft Idrætsforening (EIF), Mads Fischer, efterlyser også ro og stabilitet i en ophedet debat:

»Vi mødes i EIF inden repræsentantskabsmødet og ser hinanden i øjnene og afstemmer vores fælles holdning, men det er klart, at den beslutning, der træffes, har stor betydning for vores foreninger.«

Købesummen er endnu ikke offentliggjort, men det bliver den sandsynligvis på mødet 9. december.