Fortsæt til indhold

EBIC på randen af konkurs møder skarp kritik af to foreninger

EBICs dårlige økonomi og potentielle konkurs er en skandale, der lige nu hele tiden udvikler sig. Der er travlt ved håndvasken, og nu går to af Ebeltofts foreninger ud med skarp kritik af fondens bestyrelse og kræver blandt andet offentliggørelse af regnskaber.

Samfund

Sagen om fonden EBICs frasalg af hotellet Toppen i Ebeltoft er en rullende skandale, der trin for trin har vist stadigt flere sider af et ikke alt for kønt forløb.

Nu tager to af foreningerne i fondens øverste organ, repræsentantskabet, bladet fra munden.

»Vi har røde ører. Vi har sovet i timen, men nu er situationen så alvorlig, at vi bliver nødt til at gå ind og tage ansvar. Bestyrelsen har jo i hvert fald ikke gjort det: De har bevist, at de er ubrugelige når det kommer til at drive en forretning, så nu kommer vi fra merkantil side og tilbyder vores hjælp.«

Sådan lyder det i skarpe vendinger fra Kim Withen Olsen, formand for Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening.

Sammen med Kristian Busk, formand for Ebeltoft Handelsstandsforening, har de skrevet under på et brev, som avisen er kommet i besiddelse af.

Brevet er sendt ud til alle 15 medlemmer af EBICs repræsentantskab forud for et ekstraordinært møde i kredsen 9. december, hvor der skal stemmes om et salg af Toppen.

De to foreninger er uforstående overfor, at bestyrelsen ikke har villet fremlægge hverken købspris eller det sidste kvartalsregnskab.

Ifølge lovgivningen er fonden kun forpligtet til at offentliggøre et årsregnskab.

»Det er useriøst, at de ikke vil lægge det frem. Det omhandler vel at mærke hele byens idrætsliv. Selvfølgelig burde der være mere offentlighed.«

Tåler ikke dagens lys

Den lukkethed har Din Avis også mødt. Flere har uafhængigt af hinanden fortalt, at bestyrelsen har fået mundkurv på, og samtidig har avisen af formand Hans Jørgen Hvitved fået afvisning på at få lov at deltage i repræsentantskabsmødet 9. december.

Et møde, som kommer til at være med til at definere fremtiden for byens mange idrætsforeninger med samlet cirka 2000 kontingentmedlemmer. Altså, et møde af stor offentlig interesse.

«Hvis tingene ikke tåler dagens lys eller at blive lagt frem på bordet, så må der jo være et eller andet galt. Nu skal vi have rettet den her skude op,« lyder det fra Kim Withen Olsen.

Men I har jo som medlemmer af repræsentantskabet godkendt de sidste års regnskab, som har vist et stigende underskud. Hvorfor har I gjort det? Er det ikke lidt sent at komme og ville redde det hele nu?

»Jo,« svarer Kim Withen Olsen og fortsætter:

»Som sagt: Vi har røde ører, men vi har været lullet ind i en tro på, at der var styr tingene, for sådan har det været gennem mange år i EBIC. Det har aldrig sejlet, som det gør nu. Vi troede på deres strategier og planer, men det var farligt, for det har kun taget omkring to år at køre det hele i sænk. Det kan virkelig gå stærkt.«

Krav til EBIC

I brevet fortæller de to foreninger, at de derfor nu har følgende krav til bestyrelse og ledelse i EBIC:

1. Alle tal skal offentliggøres (regnskab og købstilbud)

2. Salg af Toppen skal i åbent udbud

3. Balance for 3. kvartal 2025 skal offentliggøres

4. Drift bliver kørt ned til et minimum. Skal kun køre videre med værelses- og konferenceudlejning fra 1. januar 2026

5. Der skal indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling, snarest muligt i 2026.

Punkt 2 handler om, at den betingede købsaftale om Toppen, som er lavet mellem EBICs bestyrelse, i første omgang uden at inddrage repræsentantskabet, og Filmefterskolen, kom i stand efter en uopfordret henvendelse fra sidstnævnte.

I den forbindelse fik EBIC en erhvervsmægler til at vurdere de ikoniske bygninger, som udgør Toppen, men stedet har aldrig været sat offentligt til salg på såkaldte markedsvilkår.

Det har mødt en del kritik, også på informationsmødet omkring det potentielle salg, der fandt sted i november.

På mødet var formand for EBICs bestyrelse, Hans Jørgen Hvitveds svar på kritikken, at det beløb, efterskolen har budt, efter hans og andres mening, overstiger det, man ellers ville kunne sælge stedet for.

Han sagde også, at der ikke er tid til at vente på en åben salgsproces, fordi: »...så går EBIC konkurs inden.«

Fugle på taget?

Den køber Kim Withen Olsen ikke.

»Det er noget vås. For det første skal efterskolen, hvis de køber Toppen, først betale første rate til april, så nogen må have regnet ud, at skolen kan holde sig flydende så længe, og det er tid nok til, at vi kan sætte den i udbud. For det andet er det værste, der kan ske, at der ikke kommer nogen og byder over efterskolen, og så er det jo bare det tilbud, vi går med.«

Udsigten til at EBIC skulle gå konkurs skræmmer ham i øvrigt ikke.

»Virksomheder går konkurs hele tiden. Ved du hvad, det ville måske slet ikke være så skidt. Så kunne vi lave en rekonstruktion og starte forfra. Det ser jeg ikke som det store problem, for selvfølgelig skal byen have en idrætshal, og det får den igen.«

Desuden understreger han, at EBIC risikerer at stå med håret i postkassen, hvis man blindt stoler på, at efterskolen har pengene til at købe for.

»Der er jo en risiko for, at det, de har, er fugle på taget, og hvis vi så kommer nogle måneder hen, og det viser sig, at de ikke har finansieringen, så står vi først et virkelig dumt sted.«

Filmefterskolens formand, Jørn Grønkjær, udtalte 11. november til et informationsmøde om sagen:

»En privat investor har allerede lovet at finansiere hele købet. Det kommer til at ske uanset hvad.«

Her kan han muligvis have forregnet sig, da salget ikke kun afhænger af efterskolens muligheder for finansiering, men også af, at der 9. december skal findes et flertal, når repræsentantskabet mødes for at stemme om salget. En godkendelse kræver to tredjedele flertal.

Travlt ved håndvasken

De to foreninger, der står bag brevet, understreger, at de intet har imod en filmefterskole i Ebeltoft. Tværtimod. Sådan en byder de meget velkommen.

»Men vi opfordrer til, at man stemmer bestyrelsens forslag om salg af Toppen til efterskolen ned. Det er det samme som at stemme bestyrelsen ned, og derfor skal der indkaldes hurtigst muligt til en ny generalforsamling, så vi kan få de rette mennesker ind og få løst situationen.«

I repræsentantskabet er der et klart flertal fra de idrætsforeninger, som er afhængige af hallen, og det er derfor en mulighed, at de vælger at stemme for, fordi Hans Jørgen Hvitved flere gange har udtalt, at et salg vil allokere flere millioner over i forbedringer og udvikling af idrætscentret.

»Jamen, hvis der viser sig at være et flertal for bestyrelsens forslag, så er det jo sådan, det er, men så har vi jo i hvert fald gjort, hvad vi kunne,« siger Kim Withen Olsen.

Er det ikke en gedigen gang vasken hænder, I har gang i, efter at have set stiltiende til i minimum to år?

»Jo, det kan man sige, men nu skal vi ikke væve mere rundt i fortiden. Nu skal vi have løst det her problem.«

Han tilføjer, at hvis man vælger at stemme for, så skal man som minimum være obs på, at økonomien lige nu er ’usynlig’.

»Hvitved siger, at der bliver sendt millioner til forbedringer af hallen, men hvor mange, det ved vi ikke, fordi vi ikke kender kvartalsregnskab og salgspris. Vi ved jo ikke, hvor meget underskuddet er vokset med i løbet af 2025.«

Udtalelserne ovenfor står Kim Withen Olsen for.

Kristian Busk, som er medunderskriver på brevet, sidder ikke selv i hverken bestyrelse eller repræsentantskab, men han er formand for handelsstandsforeningen, som har en plads i bestyrelsen.

Han udtaler sig dog lidt mere moderat end Kim Withen Olsen:

»Hvis det viser sig, at der er god økonomi i at sælge til efterskolen, så lad os gøre det, vi går efter pengene. Følelser må vi lade være. Men når jeg skriver under på det her, så er det, fordi vi i repræsentantskabet fortjener, at der bliver gjort rent bord og får et reelt beslutningsgrundlag,« lyder det fra Kristian Busk.

Avisen har kontaktet formand Hans Jørgen Hvitved for at få en kommentar til kritikken. Han svarer skriftligt:

»Det kommer jeg ikke til at gå ind i en offentlig debat om. Jeg mener, jeg har sagt, hvad der kan siges i denne sag og afventer det ekstraordinære repræsentantskabsmøde.«