Video-legende døde i tragisk ulykke, nu bliver han hyldet: »Han var verdens rareste mand«
Hinnerup-borgere hylder Video-Ole for hans venlighed og hjælpsomhed.
En Hinnerup-legende er gået bort.
Ole Stenstrup Høy, bedre kendt som Video-Ole, døde 14. februar i en bilulykke ved Nørreskov Bakke i Silkeborg, hvor to personbiler kørte sammen.
I hans forretning Video Shoppen fandt man mere end 40.000 forskellige film, som man kunne leje og købe. En samling han opbyggede over de 40 år, han havde forretningen i Storegade 24.
Ole Stenstrup Høy mindes i rosende vendinger i den lokale Hinnerup-gruppe på Facebook.
Flere beskriver ham som »verdens rareste mand«, mens ord som »en af de gode«, »en ener og et unikum« samt »utrolig hjælpsom og rar« også sættes på ham.
De beskrivelser bekræfter Claus Hvass, der i 20 år har drevet tøjbutik i Hinnerup og i lige så mange år har kendt Video-Ole.
»Min store passion er musik og film, så jeg fandt jo lynhurtig ud af, at der lå en butik, som hed Video Shoppen. Med det samme jeg åbnede døren og snuste ind, blev jeg sendt tilbage til fordums tider i videobutikker, hvor jeg har lejet film. Og så stod Ole dér og tog imod med kyshånd,« siger Claus Hvass, der også er formand for byens handelsstandsforening.
Claus Hvass beskriver Ole Stenstrup Høy som »en enspænder, der var svær at komme ind under huden på«.
Men Hvass og Video-Ole delte passionen for både musik, film og gamle stereoanlæg, så Hvass slog tit vejen forbi for lige at sludre.
»Og sådan har det været i 20 år,« siger Claus Hvass og tilføjer:
»Her var en, der var på samme nørdede plan som mig. Og spurgte du ham, om han kunne støve en specifik film frem, kunne du være sikker på, at han havde fundet den til næste gang, du besøgte ham,« siger Claus Hvass, der beskriver sit forhold til Video-Ole som et kammeratlig venskab.
Fordi Video-Ole ikke efterlod sig nær familie, er Claus Hvass blevet spurgt, om han vil bære kisten, når bisættelsen finder sted i Haldum Kirke 27. februar klokken 11.
»Og selvfølgelig vil jeg det. Jeg håber, at alle dem, der har kommenteret på Oles død også vil møde op i kirken. Alle i Hinnerup har jo en historie med ham.«
De 40.000 film
Som den store filmelsker, Claus Hvass er, sender han også en tanke til den store samling af film, Video-Ole efterlader sig.
»Så sent som for 14 dage siden, talte jeg med Ole om, hvad der skal ske med samlingen. Det vidste han ikke. Han var jo den sidste tilbage af sin slags – altså blandt andet havde han jo stadig 20 vhs-maskiner, man kunne leje,« siger Claus Hvass, som tilføjer:
»Kæft, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne få hele den videobutik ned i min kælder og så leje gratis film ud. Det er synd og skam, hvis det bare forsvinder. Det var så det. Så er Oles legacy bare væk.«
»Det er så mega-underligt, at han ikke er her mere.«
»Tak for lån«
Det er tydeligt, at der her er tale om en person, som rigtig mange lokale på en eller anden måde har kendt.
Adskillige kalder på Facebook Video-Ole for »et stykke Hinnerup-historie« – et stykke historie, som nu er gået bort.
Der er beretninger om, hvordan Video-Ole blev ved med at kunne huske sine kunder:
»En fantastisk mand og en fantastisk butik. Han kunne stadig huske ens navn og lånenummer, selv efter flere år væk fra byen,« lyder det.
Andre fortæller, hvordan de nød at komme i butikken og »hyggesnakke« om film.
»Hvor har jeg mange gode minder fra Video Shoppen,« lyder det.
Flere bliver kastet tilbage i tiden, hvor de havde tradition for at låne film hos Video-Ole:
»Det er meget svært at forstå, at jeg ikke skal hilse på Ole mere. Børnene skiftedes til at vælge fredagsfilm hele deres barndom. Det var helt unikt at have adgang til en spændende filmverden lige om hjørnet med en hyggelig Ole, der altid kunne huske, hvor mange klip vi havde tilbage.«
Og desuden:
»En gennemrar mand byen og omegn har mistet. Den viden han havde om film, bliver svær at komme efter. Hvor har vi lejet mange film hos Ole gennem mine børns opvækst i byen.«
Netop Ole Stenstrup Høys enorme filmviden får mange kommentarer med på vejen:
»Der var ikke den dvd, som Ole ikke havde. Hans register over alle sine film ”var i hans hjerne”. Hvil i fred, Ole. Og tak for gyldne timer med dine film,« skriver én.
»Vi har virkelig mistet en sand video-legende. Har lejet en del film i Video Shoppen. Ole var altid smilende og klar til at komme med gode videoforslag,« skriver en anden.
Mange giver udtryk for at ville savne Video-Ole og kalder hans død »et tab for Hinnerup«.
»Ole var der bare – altid. Nu er han ikke længere.«
»Tak for alt, Ole. I et forandret Hinnerup forblev du den samme. Tak for snakken og tak for lån.«