Fortsæt til indhold

Ejeren af legendarisk filmbutik er død i ulykke: Video-Ole blev 68 år

Ole Stenstrup Høy, kendt som Video-Ole, drev Video Shoppen i Hinnerup i over 40 år. 14. februar gik han bort.

Samfund

I mere end 40 år var Ole Stenstrup Høys forretning Videoshoppen en fast del af billedet i Storegade i Hinnerup.

365 dage om året holdt Video-Ole åbent. Kun juleaftensdag og nytårsaftensdag lukkede han lidt tidligere.

Nu åbner han aldrig sin elskede video-butik igen.

Ole Stenstrup Høy blev 14. februar dræbt i en bilulykke ved Nørreskov Bakke i Silkeborg, hvor to personbiler kørte sammen.

Han blev 68 år gammel, viser en dødsannonce på afdøde.dk.

Da avisen tilbage i 2020 besøgte Video-Ole, som altså er det navn, alle lokale kender ham under, var der en sirlig orden i butikken med utallige hyldemeter dvd’er og vhs-bånd – der var dengang cirka 40.000 forskellige film.

Men antallet voksede med omkring 1.000 nye udgivelser hvert år, fortalte han.

I Video Shoppen, der i øvrigt er landets eneste af sin slags, kunne man leje og købe film og afspillere, og så var der is, sodavand, chips og slik på hylderne.

»Jeg elsker at stå her. Der er noget i det, for eksempel når dem, der var børn i starten, i dag kommer ind med deres børn for at leje en film. De holder af at komme her,« sagde Video-Ole dengang.

Var udlært mekaniker

Ole Stenstrup Høy var egentlig udlært mekaniker, men efter at have skruet i tilpas mange biler valgte han at blive dekoratør for en reklamefotograf.

De første seks-syv år med Video Shoppen havde han således dobbeltarbejde. Han startede klokken 8 hos fotografen, pause et par timer og derefter i sin egen butik fra klokken 18 til 22.

I 1993 valgte han at sige sit job op og kun arbejde for sig selv i Video Shoppen.

Interessen for biler var dog intakt, og han ejede på tidspunktet for interviewet hele syv gamle biler.

I Videoshoppen, der i øvrigt er landets største af sin slags, kunne man leje og købe film og afspillere, og så var der is, sodavand, chips og slik på hylderne. Arkivfoto: Anette Bonde

Selvom hele grundlaget for Video-Oles forretning var svært truet af diverse streamingtjenester, så frygtede han ikke fremtiden. Heller ikke selvom indtjeningen ikke var den store, fortalte han med et smil:

»Jeg lever, lad os sige det sådan.«

Nu lever han videre i de utallige minder, som Hinnerup-borgerne har haft med ham og Video Shoppen gennem mere end 40 år.