Når livet ebber ud, er 26-årige Hekla til stede: »Jeg tog hendes hånd, og så blev hun stille – det var helt fantastisk«

»Ingen skal dø alene.«

Det er den helt korte årsag til, at Hekla Lúðvíksdóttir har valgt at blive våger.

Den 26-årige kvinde fra Lisbjerg holder døende i Hadsten-området i hånden i de sidste timer.

Hun har været afsted tre gange nu – to gange på plejehjem og én gang i et privat hjem – og hun kan allerede mærke, hvilken kæmpe forskel det gør, at hun er til stede. For det er vitterligt blot det, hun er; til stede.

»Det kræver kun min tid og mit samvær – jeg skal bare være et menneske. Vi må ikke give pleje, men vi må give omsorg,« siger Hekla Lúðvíksdóttir, der altså tydeligt mærker, at hendes tilstedeværelse betyder noget:

»Eksempelvis begyndte en kvinde at give lyde fra sig, hvilket kan betyde, at der er smerter. Der tog jeg hendes hånd, og så blev hun stille. Det var helt fantastisk.«

Og det er langt fra kun den døende, som finder tryghed i, at Hekla sidder ved sengen.

»Måske har personen ligget på det yderste i flere dage, og familien har brug for at trække sig lidt og sove. Så kan vi træde til og give omsorg. Det betyder noget for de pårørende – jeg kan se, at de er lettede. Der er jo ingen, som har lyst til at lade deres mor eller far ligge alene og gå bort.«

»Derfor synes jeg simpelthen, at det er så super vigtigt at være frivillig i vågetjenesten. Jeg synes virkelig, at man skal gøre det, for det hjælper mere, end man tror – både den døende og de pårørende. Derfor er det også vigtigt at få spredt kendskabet til vågetjenesten, så de pårørende ved, at der er hjælp at hente, når de har været vågne fem dage i streg: Brug os.«

Det kræver jo intet af mig

Det var Hekla Lúðvíksdóttirs mor, som fortalte hende om vågetjenesten.

»Jeg er en meget empatisk person, så jeg vidste med det samme, at det ville jeg gerne. Og det kræver jo intet af mig – jeg skal bare være der – så hvis det kan gøre en forskel, vil jeg hellere end gerne det,« siger hun.

Derfor kontaktede hun Røde Kors, som sendte hende i retningen af foreningens Favrskov-afdeling.

Herefter blev hun kontaktet af Elisabeth Bjerrum Madsen, der er aktivitetsleder for vågetjenesten i Røde Kors Favrskov Øst.

Hekla Lúðvíksdóttir blev introduceret til det at være våger og var stadig klar på at træde til.

Da dagen oprandt, og Hekla skulle have sin første vagt, var Elisabeth Bjerrum Madsen med i den første time.

»Man ved jo strengt taget ikke, hvordan man har det med det, før man er midt i det. For nogle kan det jo være overvældende at holde en døende i hånden,« siger Hekla Lúðvíksdóttir, som dog ikke har et problem med netop det.

Hun arbejder i forvejen i hjemmeplejen, så hun er vant til at skulle give »kærlig omsorg,« som hun udtrykker det. Her har hun også oplevet borgere, der har været på det sidste.

Hekla Lúðvíksdóttir har altid været god til at berolige, og hendes drøm er at blive ambulancebehandler.

»Jeg har altid ønsket at give min hjælp – jeg vil bare gerne hjælpe, der hvor jeg kan. Og jeg har altid haft evnen til at kunne give mit nærvær. Det er altid faldet mig naturligt at give en tryghedsfølelse.«

Intet at være bange for

Når der er behov for en våger i Hadsten-området, modtager Hekla Lúðvíksdóttir en sms fra Elisabeth Bjerrum Madsen.

»Hun spørger, om man har tid og lyst. Nogle gange må jeg sige nej, da jeg har et arbejde ved siden og derfor ikke altid kan træde til,« forklarer den unge våger.

Hvis hun siger ja, modtager hun adressen og oplysninger om, hvad personen fejler.

»Når jeg så er ankommet, sætter jeg mig ned og tager personen i hånden. Man kan godt fornemme, om de har lyst til det eller ej.«

Hun fortsætter:

»Jeg har også haft en bog med. Nogle gange læser jeg lidt højt, eller også læser jeg bare for mig selv. Jeg kan også finde på at sidde og snakke om et maleri eller et billede. Bare for at snakke. Så ved personen, at han eller hun ikke er helt alene. Man skal ikke bare sætte sig med din telefon – så er man ikke nærværende.«

Hekla Lúðvíksdóttir modtager af og til lidt undrende kommentarer fra sine jævnaldrende.

»Mange af mine venner har spurgt, hvorfor jeg gør det. De synes, at det er lidt mærkeligt, at jeg har lyst til at sidde ved en, der er ved at dø. Men det falder mig altså meget naturligt – der er jo heller ikke noget at være bange for. Døden som begreb skræmmer mig ikke.«