»Nogle gange kan det nærmest være en helt smuk oplevelse, når livet lige så stille rinder ud«

I år er det 20 år siden Røde Kors begyndte at have vågekoner. I dag kaldes det blot vågere, men de eksisterer stadig i bedste velgående.

En frivillig våger kan kontaktes enten af plejepersonale eller pårørende til en døende.

I Røde Kors Favrskov Øst, som dækker Hadsten-området, er det Elisabeth Bjerrum Madsen, der er aktivitetsleder for vågetjenesten.

Hun forklarer, at der i hendes område er otte vågere tilknyttet – og der er brug for flere.

»Vi bliver brugt mere og mere, så otte er ikke ret mange. Vi må nogle gange sige nej, når der bliver ringet efter os. Andre gange kan vi kun dække noget af natten, men det er bedre end ingenting – det er jo fire timer, hvor familien kan få lov til at sove. Jeg ville også gerne, at vi i højere grad kunne tage ud om aftenen,« siger Elisabeth Bjerrum Madsen, som tilføjer:

»I starten gjorde det simpelthen så ondt i maven at sige nej, men i dag ved jeg, at det bare er vilkårene.«

Først til allersidst

Når der er behov for en våger, sender Elisabeth Bjerrum Madsen en sms ud og spørger, hvem der har »tid, lyst og mulighed.«

»Vi kommer først ud til allersidst, hvor personen er uafvendeligt døende. Det er altså meget, meget tæt på, at personen går bort. På vores seneste tre opgaver er personen død under vagten eller dagen efter,« siger Elisabeth Bjerrum Madsen.

Dagen efter en vagt kontakter Elisabeth Bjerrum Madsen altid vågeren for at høre, om han eller hun er okay.

Det er primært om natten og enkelte gange om aftenen, vågerne i Hadsten-området rykker ud. De er typisk afsted fire timer ad gangen fra klokken 23 til 3 og fra 3 til 7.

Vågerne er en blandet flok. Flertallet er ældre, et par stykker er unge og en del er »midt imellem,« forklarer Elisabeth Bjerrum Madsen, der uddyber, at hun har haft vågere helt ned på 19 år.

»Og nej, det er ikke for ungt,« siger hun.

Gør virkelig en forskel

Nogle døende har ingen pårørende eller har ikke kontakt til dem. I de tilfælde er det plejepersonale, som kontakter vågetjenesten. I andre tilfælde er det de pårørende selv, som har brug for aflastning.

Det giver både den døende og de pårørende en tryghed og ro, at vågeren er til stede, men faktisk er der endnu et sted, hvor vågerne gør en forskel, forklarer Elisabeth Bjerrum Madsen, som selv er sosu-assistent og demenskoordinator.

»Jeg ved, hvordan jeg selv synes, at det er fantastisk, når der kommer en våger. For så kan jeg koncentrere mig om de andre beboere,« siger hun og tilføjer:

»Det er ikke rart at vide, at der ligger en alene og er ved at dø – det er hårdt for samvittigheden.«

»At være våger er altså et fantastisk frivilligt arbejde, hvor man virkelig gør en forskel alene med sit nærvær,« siger aktivitetslederen, som oplever, at døden er tabubelagt for mange.

»Men døden er lige så naturlig som fødslen. Og det er stille og rolige dødsfald, man som våger oplever. Nogle gange kan det nærmest være en helt smuk oplevelse, når livet lige så stille rinder ud.«

Foregangsmænd

I Favrskov er vågetjenesten delt i tre.

Røde Kors Favrskov Øst tager sig af Hadsten-området.

Ældre Sagen har Hinnerup-området.

Røde Kors Favrskov Vest tager sig af Hammel, Thorsø og Ulstrup.

»Vi er faktisk foregangsmænd her i Favrskov, fordi vi har lavet en samarbejdsaftale med kommunen. Det betyder, at de forpligter sig til at bruge os. De skal altså melde ud til alle, at vi eksisterer, sådan at ingen skal dø uønsket alene,« siger Elisabeth Bjerrum Madsen.