Fortsæt til indhold

Ejendom på Djursland til salg for 82,5 millioner kroner

Beliggenheden tæt ved Kattegat er med til at fremtidssikre den 331 hektar store ejendom.

Samfund

En af Djurslands større landbrugsejendomme er netop sat til salg for den nette sum af 82,5 millioner kroner.

Den i alt 331 hektar stor planteavlsgård ligger nordøst for Ørsted, og sat til salg igennem ejendomsmægler Asger Olsen, som har specialiseret sig i handel og udvikling af skove, godser og større landbrug.

Her beskriver Asger Olsen ejendommen som en veldrevet gård, der nu sælges på grund af ejernes alder og et manglende generationsskifte.

»Det har været deres projekt, og børnene har ikke ønsket at overtage. Det er en god gård uden de store dikkedarer. En god og robust ejendom uden de store udfordringer,« fortæller Asger Olsen til avisen.

Der hører fem beboelser og de nødvendige driftsbygninger til ejendommen. Foto: Asger Olsen

På grund af juridiske forpligtelser kan han ikke fortælle nærmere om de nuværende indehavere eller adressen på ejendommen, men derudover er det ikke nogen hemmelighed, at gårdejerne har valgt at sætte ejendommen til salg.

»De lokale ved godt, at den er til salg, så der er ikke nogen hemmeligheder i det,« siger Asger Olsen.

Fem beboelser med

Ejendommen ligger ud mod Kattegat og rummer i alt 330,7 hektar jord.

Ifølge salgsopstillingen indgår 290,7 hektar i markplanen for 2026, mens resten består af skov, strandenge, gårdspladser, hegn og krat.

Derudover hører der fem beboelser til ejendommen samt de for driften nødvendige driftsbygninger,

»Ejendommens hovedhus er beliggende centralt midt på ejendommen, omgivet af et smukt haveanlæg mod vest og med gårdsplads og driftsbygningerne beliggende mod øst,« lyder det i salgsopstillingen.

Hovedhuset er omgivet af et smukt haveanlæg mod vest og med gårdsplads og driftsbygningerne beliggende mod øst. Foto: Asger Olsen

Ifølge Asger Olsen er jorden noget af det bedste i området.
Omkring to tredjedele er dyrkningssikre lerjorde, mens den sidste tredjedel er sandjord.
De cirka 190 hektar lerjord beskrives som højtydende og veldrænede marker i store, regulære stykker. De omkring 100 hektar sandjord tæller blandt andet 80 hektar tidligere havbund bag et beskyttende dige, hvor afvandingen styres via egen pumpestation.

Fremtidssikkert landbrug

Netop afvandingen ser mægleren som en af de helt store fordele ved ejendommen.

Beliggenheden ud mod Kattegat er ifølge ejendomsmægler Asger Olsen en stor fordel i forhold til miljøkravene i fremtidens landbrug. Foto: Asger Olsen

Alt drænvand fra markerne ledes ud i Kattegat.
Det betyder ifølge mægleren, at ejendommen ikke i samme grad er påvirket af de miljøudfordringer, som mange landbrug ved fjorde oplever.

»Mange steder i Danmark ender drænvand i fjorde, hvor næringsstofferne ophobes. Her løber det direkte ud i havet, hvor der er større vandudskiftning. Det gør ejendommen mere fremtidssikret i forhold til de store miljøkrav, landbruget møder,« siger Asger Olsen.

Gården drives i dag med traditionel planteavl med hvede, byg, rug, raps, ærter og frøgræs som de primære afgrøder.

Gården drives i dag med traditionel planteavl med hvede, byg, rug, raps, ærter og frøgræs som de primære afgrøder. Foto: Asger Olsen