Fortsæt til indhold

Her er årets hovednavn til voksende byfestival

Der bliver liv og musik i bymidten, når gademusikerfestival vender tilbage 22. maj.

Samfund

»Jeg synes, vi har gjort et stort scoop. Vi er superglade,« siger direktør i Pavillonen i Grenaa, som kan præsentere årets hovednavn til Grenaa Gademusikerfestival.

Det bliver Katinka, der skal være med til at sætte liv i gadefesten. Katinka Bjerregaard har i efterhånden en årrække brændt sig godt fast i danskernes øregange gennem sine musikalske projekter ’Katinka Band’ og nu i eget navn som blot ’Katinka’.

Sangerinden har ligeledes deltaget i TV2-programmet Toppen af Poppen.

»Katinka har gennem de seneste år markeret sig som et af Danmarks mest vedkommende og anmelderroste navne. Med ærlige tekster, stærk vokal og en intens nerve i både indspilninger og liveoptrædener formår Katinka at skabe en særlig forbindelse til publikum,« skriver Pavillonen i en pressemeddelelse.

I tæt samarbejde med producer Søren Buhl har hun med sin nye single ”Bare Rolig (alt skal nok gå galt)” skabt en sang, der pulserer af melodisk vanvid, styrke og sårbarhed. Bare Rolig er ganske enkelt umulig at sidde stille til – en energisk, trodsig og dansabel popsang, der endnu engang viser hendes evne til at sprænge rammerne for, hvordan hendes musik kan lyde.

»I mange år troede lærerne i min folkeskole, at jeg var ordblind. Jeg kom skævt ind i sproget – egentlig kom jeg skævt ind i det meste i skolen. Senere fandt jeg ud af, at jeg ikke var ordblind, bare lidt langsommere end de andre. Men følelsen af, at nogen taler hen over hovedet på én, sidder stadig i kroppen. At der altid er et stumt bogstav, jeg ikke har forstået. At jeg altid vil træde lidt forkert – uanset hvor meget jeg prøver at gøre mig umage. Det er dét, ”Bare Rolig” handler om,« fortæller Katinka Bjerregaard.

I Pavillonen synes Jesper Jul også, at det er en stor anerkendelse af Gademusikerfestivalen, at Katinka har valgt Grenaa.

»Hun spiller bare rigtig godt ind i meget af det, vi arbejder med på festivalen, så vi er bare glade,« understreger Jesper Jul.

Grenaa Gademusiker Festival arrangeres i et samarbejde mellem Pavillonen, Djurs Musik og Event Forening, Handel Grenaa , Kulturskolen Norddjurs, UngNorddjurs og Grenaa Gymnasium.

Katinka er hovednavn på Grenaa Gademusikerfestival 22. maj. Pressefoto: Daniel Buchwald