Falske mønter i omløb
Der er stadig falske mønter i omløb, som får politiet til at komme med en vigtig opfordring.
I løbet af den seneste tid har man rundt om i landet erfaret, at flere falske 20-kroner har været i omløb. Også Østjyllands Politi har fået en håndfuld anmeldelser om mulige sager med falske 20’ere involveret.
Det skriver Østjyllands Politi i et Facebook-opslag.
»Vi er i fuld gang med at efterforske sagerne sammen med de andre kredse for at finde frem til, hvor mønterne er produceret, og hvem der står bag falsknerierne. Politiet har blandt andet modtaget anmeldelser om sager, hvor personer har forsøgt at købe smartphones og anden elektronik for tusindvis af kroner ved at betale med falske 20’ere,« skriver Østjyllands Politi i opslaget.
Politiet har endnu ikke fundet ud af, om det er de samme personer, som står bag de forskellige beslaglagte 20-kroner rundt om i landet.
Opfordringen lyder, at alle - særligt de erhvervsdrivende - bør udvise opmærksomhed ved modtagelse og håndtering af større mængder af 20-kroners-mønter. Portræt og kongevåben fremstår mindre præcist, hvis man kigger grundigt og sammenligner med ægte mønter.
Det kan også være små tegn som en ikke helt korrekt hældning på skriften på mønten. Derudover kan de have en lavere vægt end en ægte 20-krone.
En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021, men fremstår udsædvanligt nye og skinnende.