Utæt og udslidt: Boligforening vil rive 293 boliger ned
Ifølge en undersøgelse er prisen stort set det samme, om der bliver renoveret eller bygget nyt.
Alboa, Almen Boligorganisation Aarhus, vil erstatte de nuværende bygninger i Ny Vestergårdsparken i Viby – tæt på Viby Torv – med nye boliger og et mere sammenhængende boligområde med grønnere uderum.
Anbefalingen bygger ifølge boligorganisationen på en teknisk og økonomisk analyse og er drøftet med Aarhus Kommune.
Det oplyser boligforeningen i en pressemeddelelse.
Planerne blev præsenteret for beboerne på et møde 23. februar.
Ny Vestergårdsparken blev opført for mere end 60 år siden. Alboa oplyser, at analyser peger på omfattende slid, utætheder og utidssvarende planløsninger.
Derudover fremhæves støj fra Ringvejen som en belastning for både boliger og udearealer.
Alboa har tidligere arbejdet med planer om en gennemgribende renovering, men vurderer på baggrund af de tekniske analyser, at en renovering ikke er økonomisk ansvarlig.
Ifølge Alboa vil udgiften være omtrent den samme som ved nybyggeri, uden at udfordringer med planløsning, støj og sammenhæng kan løses tilfredsstillende.
»En nedrivning har stor betydning for beboernes liv og hverdag, og det tager vi meget alvorligt. Samtidig har vi som boligorganisation et ansvar for at forvalte beboernes midler, så de skaber størst mulig værdi. Når en renovering koster det samme som et nybyggeri uden at løse de grundlæggende udfordringer, er vi nødt til at tænke i mere holdbare og fremtidssikrede løsninger. Hvis vi samtidig kan skabe bedre boliger og styrke sammenhængen i området, er det vores ansvar at pege på den mulighed,« siger direktør Peter Hebroe.
Rådmand bakker op
Boligafdelingen indgår i Viby C-området, som er et kommunalt forebyggelsesområde.
»Jeg har store forhåbninger til, at projektet vil skabe både bedre boliger for de enkelte og en bedre bydel for de mange. Det er vigtigt for mig, at beboerne oplever et højt informationsniveau og en genhusning med mest mulig tryghed,« siger Michael Christensen (LA), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
I en almen boligorganisation er det beboerne, der træffer den endelige beslutning. Alboa oplyser, at der nu sættes en proces i gang med beboerinddragelse, herunder en beboergruppe, der skal bidrage til udviklingsarbejdet og beslutningsgrundlaget.
»Det her skal gøres ordentligt, og vi skal gøre os umage hele vejen. Det handler om beboernes hjem og om deres hverdagsliv. Derfor skal processen være grundig og tryg. Beboerne skal kunne se både muligheder og konsekvenser, før de stemmer om en samlet udviklingsplan,« siger formand for organisationsbestyrelsen i Alboa, Carsten Bach Mikkelsen
Alboa oplyser, at fysiske forandringer tidligst kan igangsættes i 2030, og at et nyt byggeri først kan stå færdigt i midten af 2030’erne.