Fortsæt til indhold

Efter rekordår: Musikhuset Aarhus får millionoverskud

2025 har skrevet sig ind i historiebøgerne som det mest succesfulde år nogensinde målt på antal solgte billetter. Opbakningen fra publikum afspejler sig også i Musikhusets høje omsætning, der netop er offentliggjort.

Samfund

Musikhuset Aarhus har igen i år leveret et overskud. Denne gang på 5,1 millioner kroner.

Det fremgår af husets offentliggjorte årsregnskab.

Der har været rekordmange besøgende og et højt aktivitetsniveau. Midlerne investeres i bedre faciliteter og oplevelser for husets gæster.

Den markante publikumsopbakning afspejler sig i en samlet omsætning på 133,1 millioner kroner. Det er en stigning på 1 million kroner i forhold til året før.

»Det er glædeligt at opleve, hvordan aarhusianerne og byens gæster kvitterer for Musikhusets vedvarende ambition om at udvikle og udfordre. Sammen med kunstnere og samarbejdspartnere fremstår Musikhuset som en arena for fællesskab - med alt fra store opsætninger til gratis musik- og kulturliv. Det gælder både de store internationale formater og de unikke arrangementer, der kun opleves her,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen (S).

Han fremhæver blandt andet børnemusikfestivalen Kazoo, festivalen Grim x Musikhuset og Europas største korfestival (European Choir Games) samt Artist in residence med klassiske musikere og koncertrækken Afterlive, hvor unge talenter får plads på scenen. Hertil kommer de mange gratis arrangementer i den nye Musikhuspark og Syng! Syng! Syng!, der hver måned samler 1.200 mennesker om fællessangen.

Vil opgradere i fremtiden

Musikhuset Aarhus har gennemført omfattende opgraderinger af barer og restauranter i Foyeren og i Musikhusparken. De kommende år fortsætter udviklingen med modernisering af flere af husets syv sale.

»Vi er stolte af at levere et solidt økonomisk resultat i et år, hvor vi sideløbende med vores omfattende kunstneriske program har realiseret store byggeprojekter både inde og ude og ovenikøbet afviklet Europas største korfestival. Det kræver dedikation og samarbejde på højeste niveau. Jeg er dybt taknemmelig for den indsats medarbejdere, kunstnere og partnere har ydet, og for at så mange mennesker vælger at bruge deres fritid i byens smukke musikhus,« siger direktør i Musikhuset, Jan Christensen.

Årets resultat giver Musikhuset et robust fundament for den videre udvikling. Overskuddet investeres i at forbedre publikumsfaciliteter, tekniske opbakninger og nye kunstneriske satsninger, der samler byen på tværs af generationer.

Målet er stadig at samle mennesker om store oplevelser og samtidig skabe bæredygtige rammer for fremtidens kulturliv i Aarhus.