Fortsæt til indhold

Kendt tv-vært kaster sig ud i nyt projekt: »Folk må danse på bordene«

Tv-værten Christian Degn slår snart dørene op til en aften med ren rock og dans på bordene i Randers.

Samfund

Lørdag 7. marts bliver der skruet op for stemningen på spillestedet Tante Olga i Randers.

Tv-vært Christian Degn har sammen Leif Bresson og Bjarne Mark Højer taget initiativ til en rockfest, hvor aftenen udelukkende byder på rockmusik.

»Det er et forsøg på at gøre byen sjovere. At lave noget, som vi selv har lyst til,« siger Christian Degn, som er kendt for at være tv-vært på programmer som blandt andet »Hvem vil være millionær?« og »Hammerslag.«

Idéen opstod på en cykeltur med Bjarne Mark Højer, som er den største eksportør af specialøl til tyske værtshuse, barer og caféer. Sammen undrede de sig over, hvorfor der ikke fandtes en fest i Randers, hvor der er ren rock en hel aften.

»Man skal vide, at denne aften er det ren rock. Og der vil være øl, som man heller ikke kan få normalt,« siger tv-værten og fortsætter:

»Jeg synes, at det er vigtigt at lave en by, man selv synes er sjov at bo i. Hvis det hele spiller, kunne jeg håbe, at det bliver en tradition.«

Deltagerne kan blandt andet glæde sig til, at der kommer nye fadøl hver time.

»Hvis vi bliver over 300, har vi fået lov til, at folk må danse på bordene. Det er det, man gør til store rockfester. Så må man godt komme op på bordet og danse,« siger Christian Degn.