Fortsæt til indhold

Derfor ser din bil (måske) sådan ud i morgen

Der er risiko for, der torsdag og fredag falder farvet regn.

Samfund

Det lyder en kende mere dramatisk, end det er. Blodregn.

Til gengæld kan du få god brug for at køre din bil gennem vaskehallen, når den brunlige masse daler fra himlen.

Og det er der risiko for, fortæller Martin Lindberg, vagthavende meteorolog ved DMI, Danmarks Meteorologiske Institut – og uddyber samtidig, at DMI som sådan ikke ’monitorerer støv’.

Det er dog ikke blod, der blandes med vandet fra oven, men derimod sand fra Sahara, der tager turen hele vejen fra Afrika til blandt andet Østjylland.

Det rejser, så at sige, med vinden.

Fra ørkenen blæser sandet mod vest mod De Kanariske Øer til sydvest for Den Iberiske Halvø, Spanien og Portugal, og mod Danmark.

DMI har tidligere på ugen advaret om den orangefarvede regn, men den er ikke faldet. Endnu. Og af en helt åbenbar grund; der er ikke rigtigt kommet noget vand. Men det ændrer sig.

»Der kommer regn i dag (torsdag. red) og i morgen,« siger Lindberg.

Blodregn i Danmark ses højst en gang om året i gennemsnit.