Fire kilometer støjskærm betyder vejarbejde på E45 frem til efteråret
Fra søndag den 1. marts 2026 går Vejdirektoratet i gang med at opsætte støjskærme langs motorvejene ved Hørning. Arbejdet medfører hastighedsnedsættelse og smalle spor omkring Motorvejskryds Aarhus Syd.
E45-motorvejen ved Aarhus Syd har efter flere år med intensivt vejarbejde fået et ekstra spor i hver retning. Det betyder, at der nu er plads til flere biler, hvilket kan give mere støj.
Derfor opsætter Vejdirektoratet nu støjskærme for de borgere, der er særligt støjbelastede. Og det gælder blandt andet borgerne i Hørning.
Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Hørning kan se frem til i alt tre støjskærme på i alt 3,9 kilometer med en højde på 5-7 meter. Sammen med den allerede etablerede støjvold vil skærmene reducere trafikstøjen for de nærliggende boliger.
Trafikale konsekvenser
Arbejdet går i gang søndag 1. marts, hvor hastigheden sættes ned til 80 km/t på E45 forbi Motorvejskryds Aarhus Syd og på Aarhus Syd Motorvejen mellem E45 og <1> Hasselager V.
Vejdirektoratet starter med støjskærmen mellem støjvolden og Aarhus Å, langs Aarhus Syd Motorvejen, mens arbejdet med de øvrige to støjskærme går i gang i løbet af foråret og sommeren 2026.
Arbejdet forventes afsluttet i efteråret 2026, og trafikanterne må derfor væbne sig med tålmodighed på motorvejene omkring Aarhus Syd.
Ud over støjskærmene omkring Hørning opsætter Vejdirektoratet også støjafskærmning ved boligområderne i Ormslev Stationsby, Lyngby, Mundelstrup, Geding og Søften langs tilkørselsrampen mod syd ved Motorvejskryds Aarhus N.
De resterende støjskærme opføres fra efteråret 2026 til sommeren 2027.