Vores hjemløse nabo grinte meget. Så blev der stille

Vores nabo er der ikke mere. Og hvad så? Aarhusianerne flytter jo konstant i takt med renten og husprisudviklingen. Det var heller ikke hans ophold, der var mest opsigtsvækkende.

Naboen ejede ikke engang en dørmåtte, og slutrengøringen kunne begrænses til en tur med kosten. I flere år opholdt han sig hver eneste nat og hver eneste dag tæt på vores gadedør. ”Den hjemløse” var for længst blevet en institution på Aarhus Ø. Et pejlemærke på linje med kabelbanen og havnebadet. De lokale vidste, hvor han var, men ikke nødvendigvis hvem han var. Det forhindrede dem ikke i daglig lavpraktisk omsorg, og få mennesker har vel – bortset fra en studerende med en fødevarecheck inden for rækkevidde – levet af så meget baristakaffe.

I virkeligheden foretrak han en kop særdeles sort Nescafe, gerne med en småkage eller andet sødt til, pebernødder allerhelst. Af og til blev det også til et måltid mad. Nogle gange endte det direkte i skraldespanden, og jeg forsøger at bilde mig ind, at det var de dage, hvor fruen havde gryderne fremme.

Den lokale digter på Aarhus Ø, for sådan en har vi nemlig også, skrev om den forlagte eksistens. Om hvordan de lokale gav kaffe og sæsonuafhængigt bagværk og dermed også om det daglige dilemma med en mand der midt på gaden. Det går jo ikke, og på den anden side skal det helst gå så godt som muligt:

Johs Thorst skriver om en snak med den husvilde en kold vintermorgen:

»Tak, siger han, det er ikke så slemt,
og smiler,
vær ikke bekymret, jeg har øvet mit smil
for at berolige sådan en som dig,
og jeg klarer mig.«

Altid taknemmelig, aldrig ubehagelig var de egenskaber, der hjalp ham til at blive accepteret. Ret skal være ret: der er altid gener forbundet med at bo tæt. I dette tilfælde var den største, at han af og til lo så gennemtrængende højt. Men kan man tillade sig at tysse på en hjemløs i godt humør?

Jeg skrev om den hjemløse allerede i 2024, og det havde nær kastet en beklagelig rettelse af sig. Jeg beskrev, hvordan han hver eneste nat krøb sammen under et Carlsberg-cafétæppe. Det var rettelig et Ceres-tæppe, påpegede han nogle dage efter, en beboer i kvarteret havde vist ham artiklen. Lokalpatriotisme trives også på gadeplan. Jeg fik aldrig beklaget fejlen, der må gøre ondt på enhver aarhusianer, hvor end han bor. Er det for sent?

Efter flere års overvejende godt naboskab er den hjemløse der ikke mere. Hans sidste nætter på sin plads, som nogen i spøg mente, han havde annekteret, blev de koldeste. Sneflokke knugede og lagde sig i dynger på betonen. Den forbandede østenvind peb ind under tæpperne (fra Ceres!), hvor den hjemløse forsøgte at få tilværelsen til at hænge sammen i den koldeste vinter i flere år. Det var på samme tid både alt for meget og alt for lidt.

Aarhus Ø rejste sig i snestormen. På kort tid blev der samlet så stort et beløb ind, at han kunne indkvarteres i en varm seng og bl.a. få et gavekort til supermarkedet på lommen. Mobilepay blev for en kort stund et moralsk kompas, der sendte ham videre. Men hvad så nu, hvor værelset er booket til en anden, og de to kvadratmeter, der engang var ”hans”, nu skal bruges til udeservering. Hvor går man hen? Til et sted med ro og tag over hovedet, væk fra den fygende sne, isende kulde, slagregn og hede solstråler?

Nej. Aarhus Ø’s hjemløse kom tilbage med foråret. Nu lidt længere nede ad gaden. Men de sidste dage på det hjørne, der var ”hans” i flere år, blev kulminationen på Ø-boernes definition af hverdagsaktivistisk næstekærlighed. Den findes sikkert overalt i byen, også der hvor man mindst venter den. Den største historie er ikke, at vores nabo nu er flyttet. Det er, at vi på Ø har vænnet os til, at han bor her.