Over halvdelen går ikke i bad: »Man ved ikke, om nogen vil bagtale en«

Til lyden af hvinende sportssko på halgulvet får fjerbolden et hårdt slag af ketcheren, flyver gennem luften og får næste smæk.

Lige om lidt er idrætstimen slut, men det er langt fra alle elever, der hopper under bruseren.

»Det er blevet til en kultur, at vi ikke går i bad,« siger Astrid Aino Mygind til TV2 Østjylland.

Ifølge skoleledelsen på Gammelgaardsskolen i Aarhus er det under halvdelen af udskolingens elever, der tager et bad efter idræt.

Kunne I ikke sige til eleverne, at de skal i bad?

»Jo, det har vi prøvet. Men det gik ikke særlig godt. Vi fik sedler med hjemmefra, og nogle elever sagde bare: ’Det vil jeg ikke’,« siger Susanne Broe Laursen, der er skoleleder på Gammelgaardsskolen.

Selv elever som Ester Skov Laustsen, der plejer at bade foran andre, når hun går til fodbold i fritiden, bader ikke, når det gælder bad i skolen.

»Hvis jeg skulle gå i bad, så var der nok også nogle andre, der skulle gå i bad,« siger hun.

Som de andre (ikke) gør

I 7.A står det klart, at de fleste ikke bader, fordi de andre ikke bader. Men hvordan blev det sådan?

Ifølge skoleleder Susanne Broe Laursen går det rigtig godt med at få de yngste børn i bad efter idræt. Der er dog nogle børn og forældre, der har en særlig aftale med skolen.

»Det er som regel af kulturelle årsager, at de ikke ønsker, at deres børn bader nøgne, og så får børnene lov til at bade i underbukser,« siger Susanne Broe Laursen.

Men i udskolingen – altså fra 7. klasse og opefter – ser det helt anderledes ud.

»Det handler meget om kropsbevidsthed og generthed. De ved godt, at de burde gå i bad, men det er så grænseoverskridende for dem, at de lader være.«

Elever peger på én årsag til hvorfor.

Elever i 7.A på Gammelgaardsskolen fortæller, at de dropper badet efter idræt, fordi de »ikke har håndklæde med«, »der er ingen, der gør det«, »man ikke vil være den eneste«, og de »vil hurtigt til frikvarter«. Men sådan har det ikke altid været.

Det skulle efter sigende have taget fart i slutningen af 6. klasse og starten af 7. klasse.

»Og for nylig er der nogle, der er begyndt at klæde om ude på toilettet,« siger Astrid Aino Mygind.

Veninderne Silje Ørskov og Dicte Nørby er lidt utrygge ved at bade foran nogen, de ikke er veninder med. De mener, det gælder for mange.

»Fordi man kender dem ikke lige så godt. Man ved ikke, om nogen vil bagtale en og sige, at man ser forkert ud,« siger Dicte Nørby.

»Ja, jeg har hørt nogle fra en anden klasse sige, at én så lidt større ud,« fortæller Silje Ørskov.

Det har alle fire piger hørt om. Og de vil helst undgå, at de selv kan blive samtaleemnet.

»Man vil ikke have, at der går rygter om en,« siger Ester Skov Laustsen.

Tiltagende problem

Skolelederen oplever, at modstanden mod at bade er taget til de seneste tre-fire år, og lige så længe har skolen heller ikke tvunget eleverne i bad.

»Fordi lærerne brugte så meget krudt på det. Nogle blev kede af det. Forældrene skrev til os, at ’mit barn bader derhjemme’. Så vi blev enige om, at det er meget vigtigere, at de klæder om og deltager i undervisningen, end vi tvinger dem i bad.«

Er det ikke jeres opgave som folkeskole at fortælle eleverne, at der nogle gange er noget, man skal?

»Vi kan ikke tvinge dem. Jeg ved ikke, hvem der vil tage en teenager og tvinge vedkommende i bad. Det ville være et overgreb,« siger Susanne Broe Laursen.

Er der tale om en falliterklæring?

»Så er det en falliterklæring, vi deler med resten af samfundet. Det her er ikke en skoleopgave alene. Det er også en snak om kropskultur på sociale medier og alt det, de unge går op i. Det er en samfunds-, forældre- og skoleopgave. Vi er oppe imod noget, der er større end skolen.«

Mærkesag i byrådet

Friheden til at droppe badet efter idræt er blevet en så varm kartoffel, at Thor Gyldenløve i efteråret blev valgt ind i kommunens børne- og ungebyråd med det som sin eneste mærkesag.

»Det handler om at læse stemningen, når man skal være politiker. Og der er en del unge i Aarhus Kommune, der synes, det er vigtigt,« siger Thor Gyldenløve, der også er elevrådsformand på Gammelgaardsskolen.

I den perfekte verden ville han mene, at alle gik i bad efter idræt, men når så mange ikke ønsker det, mener han, der skal være frit valg.

»Lige bortset fra militæret er der jo ikke andre steder, man tvinger folk til at smide tøjet,« siger han.

Men kunne det ikke være en måde at komme en kropsforskrækkelse til livs?

»Jo, men det hjælper ikke. Vi har prøvet det, så man kan lige så godt droppe det.«

Efter dagens besøg i 7.A er der dog nogle få elever, der vil forsøge sig med en kulturændring.

»Det er jo lidt ulækkert«

Klokken er ni, og idrætstimen er slut. Pigerne fra 7.A skifter tøj, ordner hår og tager deodorant på. I måneder har det været tilstrækkeligt for dem, men nu summer snakken i omklædningen.

»Det er jo lidt ulækkert. Måske man skulle prøve at lave om på kulturen,« siger Astrid Aino Mygind.

Veninden Ester Skov Laustsen nikker.

»Måske kunne vi gøre det næste gang. Så kunne andre se, at vi gør det, og så vil de måske også gøre det.«