Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde mellem Ree Park og lokalt gastronomisk fyrtårn

Ree Park Safari indleder samarbejde med Food Family Group for at forbedre madoplevelsen. Fra foråret 2026 vil Food Family Group stå for al forplejning i parken.

Samfund

Fra foråret 2026 skriver Ree Park Safari et nyt gastronomisk kapitel. Food Family Group, en af Ebeltofts aktører inden for restauration og madkultur, overtager al forplejning i parken og skaber et nyt madunivers.

Gruppen er forankret i Ebeltoft og det østjyske og har i en årrække bevist, at de kan skabe gastronomiske oplevelser, hvor maden er en del af fortællingen og stedet.

Food Family Group driver en række gastronomiske fyrtårne over hele landet, blandt andet Gods på Godsbanen, Lundbergs Spisehus, MasVino samt frokostordningen DABBA. Det lokale match var afgørende.

Café Blixen hylder Karen Blixen med premium kaffe og en unik madoplevelse fyldt med lækkerier. Pressefo

Café Blixen

Som det første bevis på det nye madunivers genåbner parkens Stationscafé under et nyt navn og koncept: Café Blixen.

Navnet er en hyldest. Ree Park ejer dele af Karen Blixens gamle kaffeplantage i Kenya samt Blixen Camp, og den forbindelse er mere end blot et navn på en dør.

Kaffen, der fremover vil blive serveret i parken, vil være af premiumkvalitet fra Østafrika med fokus på gode forhold for både mennesker og natur.

På Café Blixen bliver kaffen omdrejningspunktet for en oplevelse, hvor smag og fortælling smelter sammen.

Grand opening

Café Blixen slår dørene op 28. marts 2026, og for at fejre åbningen får de 200 første gæster en gratis pandekage, serveret i den nye café.

Morgenmad Safari

I påsken inviterer Ree Park til Morgenmad Safari.

Her får et begrænset antal gæster adgang til parken, før den åbner for alle, til en morgenmad på Café Blixen efterfulgt af dagens første safarikørsel ud på savannen, hvor man kan sige godmorgen til giraffer, næsehorn og parkens øvrige savannedyr, inden det store publikum ankommer.

»Det har altid været målet i Ree Park, at også madoplevelsen skulle være af høj kvalitet og en del af oplevelsen. Den succes, attraktionen har haft på netop dette punkt, har medført en stadig stigende efterspørgsel som konference, fest- og mødested. Derfor har det været vigtigt for os både at sikre håndteringen af denne succes og samtidig skabe rum til yderligere vækst,« siger Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park.

»Food Family Group har både erfaringen, kvaliteten og frem for alt lysten til at udvikle sammen med os. Det er en meget stærk samarbejdspartner, vi her har fundet,« tilføjer han.