Fortsæt til indhold

A. Enggaard rejser 251 boliger i nyt Aarhus-område

De første 221 boliger i Abildhøj er alle blevet udlejet, og nu er 251 nye lejligheder på vej til området, som ifølge A. Enggaard bliver »en rigtig attraktiv tilføjelse«.

Samfund

Rejsekransen var igen hejst i det nye Gellerup-område Abildhøj mellem Gudrunsvej, Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej.

For håndværkere og samarbejdspartnere var torsdag samlet til rejsegilde på områdets nyeste boligprojekt, Lysvæld, som entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard udvikler sammen med pensionskassen PKA.

Det skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.

Det nye boligprojekt Lysvæld kommer til at bestå af 251 lejligheder fordelt på to bebyggelser med varierende gårdmiljøer.

Foto: A. Enggaard

Bebyggelsen vil overvejende rumme 2- og 3-værelses lejligheder, og forventningen er, at de første af lejlighederne er klar til indflytning i starten af 2027.

»Vi har oplevet en meget stor interesse for vores boliger i Gellerup generelt og Abildhøj specifikt. Abildhøj består i dag af 221 boliger, og alle er udlejet inklusive de sidste lejligheder i Solhverv, som stod klar for blot en måned siden.«

»Vi glæder os til, at vi kan byde de kommende beboere velkommen til både lejlighederne og ikke mindst til vores bylivsforening i Abildhøj, som med hjælp fra vores dedikerede bylivskoordinator allerede er i fuld gang med spændende aktiviteter for alle beboerne,« udtaler projektudviklingschef hos A. Enggaard, Jacob Futterup Sørensen.

Projektet er tegnet af arkitektfirmaet Sweco Architects, og dets udtryk er udformet med henblik på at sikre et godt sammenspil med de øvrige bygninger i området, skriver A. Enggaard.

»Lysvæld bliver en rigtig attraktiv tilføjelse til området, og vi er samtidig ved at lægge sidste hånd på Aktivitetspladsen ved siden af Lysvæld, som bliver et mødested med plads til træning, afslapning og spil. Så der er meget at se frem til for de kommende beboere,« siger Jacob Futterup Sørensen.

Foto: A. Enggaard

Både aktivitetsplads og det grønne torv foran Lysvæld er ifølge Jacob Futterup Sørensen – foruden at være en oase for beboere og naboer – skabt som klimasikring, der kan reducere spidsbelastningen i afledningen af regnvandet.

Foto: A. Enggaard