Ser du en bæresele uden baby? Løb!

Det er forår, og alting klippes ned; hække, buske og agtpågivenhed. Der er i hvert fald en stigende risiko for at blive fældet af løbere i flok. Definitionerne først: Med løbere menes folk med noget, der ligner en bæresele uden barn spændt om maven og et par virkelig hurtige briller på næsen, som bevæger sig i et vist tempo. Med flok menes mere end to, der fylder for flere.

Sådanne forsamlinger bliver der tilsyneladende flere af i Aarhus. Det er åbenbart ikke længere forbundet med hverken ubehag eller social risiko at omgås folk, man ellers har en professionel relation til, i stramtsiddende tøj og løbe en tur før, under eller efter arbejdstid.

Men også i andre sammenhænge samles man i løbefællesskaber. Det kan være en bar, en bager eller bare et hjørne af byen, der er omdrejningspunktet. Kend dem på beachflag, soundbox og elastiske tekstiler.

Når turen er slut, fejres bedriften med en energidrik, sushi eller kardemommesnurrer. Der trænes ikke til skeletter, og derfor ser det også ud til at være skidesjovt.

Så sjovt, at jeg overvejer at møde op en dag. Også selv om jeg for alles skyld foretrækker at løbe, før vagtsomme blikke har fået øjne. Hvis jeg da stadig har min førlighed, når næste løbeevent melder sig. For løbere i flok er en stigende trussel mod byens øvrige trafikanter, ikke mindst de gående og cyklisterne.

Løbefællesskaberne har udviklet sig et omfang, så der efterhånden er tale om mindre motionsløb – arrangementer, der tidligere krævede et par friske fyre fra Hjemmeværnet og et par kilometer minestrimmel at gennemføre. Tænk det hedengangne Marselisløb presset ind på fortovet i Mejlgade. Nogen må vige.

»Vi kommer lige en stor gruppe bagfra,« kan man høre det forsøgt råbt fra feltets stakåndede fortrop. Måske i forventning om, at man resolut kaster sig ind i nærmeste port, hopper i havnebassinet eller klatrer op i et af træerne ved Tangkrogen, så løbeflokken kan pløje videre gennem byen.

Er det et særligt Aarhus-fænomen? Måske ikke, men vi er særligt eksponeret. I et big-data-studie fra Holland har man analyseret data og ruter fra løbeapps og fundet ud af, at løbere samler sig på bestemte typer ruter; dem langs vandet, gennem parker og andre steder, hvor der ganske enkelt er rart at være. Det lyder jo mistænkeligt meget som beskrivelsen af Aarhus: Tangkrogen, havnen, skovene og de hyggelige gader i Latinerkvarteret. Konsekvensen er, at der opstår, hvad forskerne fra Holland kalder »særligt intense mødesteder« mellem byens trafikanter. Det tør siges.

For hvad er det egentlig, der sker med mennesker i flok? Videnskaben bruger begrebet »deindividuation«, og udover at det er svært at stave til, er det beskrivelsen af, hvordan folk i flok kan miste en del af deres individuelle selvbevidsthed. Det gør mennesker (med og uden løbesko) tilbøjelige til at handle impulsivt og bryde normer, fordi man føler, at ansvaret er fordelt ud på hele flokken.

De to videnskabelige forhold er tilsammen en farlig elektrolytblanding, især når individet i forvejen har problemer med at holde til højre, hvilket overraskende mange løbere, gående, cyklister og hunde har svært ved.

Løbefællesskaber er i grunden en fremragende idé. Folk mødes, bevæger sig og har det tydeligvis sjovt. Aarhus bliver lidt mere levende af det. Det eneste, man kunne ønske sig, er, at fællesskabet også lige rakte et par meter ud over sin egen brede formation. Bare så vi andre ikke behøver at lære intervaltræning for at komme helskindet gennem byen.