Ikea rykker ind i Randers
Butikken skal ligge i Randers Storcenter.
I juni åbner Ikea et nyt ”Plan and order point” i Randers Storcenter.
”Plan and order point” dækker over, at kunder her kan få personlig rådgivning – derudover er der salg af et mindre udvalg af produkter.
Det skriver Ikea i en pressemeddelelse.
Det nye punkt skal gøre det lettere for kunder i Randers og Kronjylland at få hjælp til større boligprojekter uden at skulle tage til varehuset i Aarhus.
Butikken får desuden 150 udvalgte produkter på hylderne.
Randers Storcenter har årligt 3,6 millioner besøgende, og ifølge Ikea er placeringen valgt for at komme tættere på kunderne i området.
»Vi glæder os til at komme tættere på kronjyderne,« siger Tanja Fröhlich, varehuschef for Ikea Aarhus, som det nye Plan and order point hører under.
Åbningen i Randers bliver Ikeas sjette Plan and order point i Danmark.
Randers Storcenter ser også åbningen som en udvidelse af centrets tilbud.
»Vi er meget glade for at kunne byde Ikiea velkommen i Randers Storcenter. Ikea har stået højt på ønskelisten hos mange af vores besøgende, og vi tror, at kunderne fra både Randers og resten af kronjylland vil tage godt imod, at de nu bliver en del af centret,« siger Jacob Hald Christensen, centerchef i Randers Storcenter.
Det bliver også muligt at afhente varer bestilt online ved storcentrets p-plads via servicen Klik og Hent.
Åbningstider i Randers Storcenter: Mandag-fredag klokken 10-19, lørdag-søndag klokken 10-17.