Krænkende adfærd og mobning på botilbud: Besøg afslører »helt uacceptable forhold«
Ansatte fortæller om en nedladende og hård autismepædagogik på et bofællesskab for handicappede i det nordlige Aarhus. Aarhus Kommune kender til den hårde tone, men ikke at den også er rettet mod beboerne.
Der er store problemer med arbejdsmiljøet på bofællesskabet Elevhus i Lystrup i det nordlige Aarhus.
Både internt blandt medarbejderne og i tilgangen til beboerne, som er voksne mennesker med udviklingshandicap og behov for omfattende pædagogisk støtte, pleje og omsorg.
Det fremgår af den rapport, som Arbejdstilsynet har lavet på baggrund af et besøg på stedet i januar, og som avisen nu har fået aktindsigt i.
Af rapporten fremgår det, at der i gennem længere tid er foregået mobning og krænkende adfærd fra nogle kolleger i Hus 4 og 5. En sag om seksuel chikane mellem to medarbejdere har skabt et dårligt psykisk arbejdsmiljø med splittelse, usikkerhed og utryghed.
Den krænkende adfærd og mobning kommer til udtryk ved bagtalelse, ignorering, blive råbt ad af kollegaer, nedladende tale, sårende bemærkninger samt tilbageholdelse af nødvendig information om beboerne.
Ansatte oplyser til Arbejdstilsynet, at tonen og måden, de ansatte taler til hinanden på, kan være lummer og hård. Derudover oplyser flere ansatte også, at en gruppe af kollegaer praktiserer en nedladende og hård autismepædagogik over for beboerne, der kan virke grænseoverskridende og svær at sige fra overfor. Der opstår ofte konflikter om faglig tilgang.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarhus Kommune inden redaktionens deadline. Men centerchef for bosteder til voksne i Aarhus Kommune, Trine Sandholdt skriver i et mailsvar:
»Det er helt uacceptabelt og absolut ikke den tilgang, der gør sig gældende for vores arbejde med borgere med autisme i Aarhus. Derfor er vi i gang med at afklare omstændighederne. Vi tager både situationen og rapporten fra Arbejdstilsynet meget alvorligt. Vi har været bekendt med arbejdsmiljøudfordringer relateret til en hård tone mellem medarbejdere. Men det er nyt for os, at den hårde tone også er rettet mod borgerne. Beboerne på Elevhus skal have en tryg hverdag omgivet af professionelle og omsorgsfulde medarbejdere.«
Blev nedlukket i 2021
Der har tidligere været problemer i Hus 5 i Bofællesskabet Elev, som det hed på daværende tidspunkt. I juni 2021 valgte Aarhus Kommune ligefrem at lukke og rekonstruere tilbuddet efter kritik af forholdene på stedet fra Socialtilsyn Midt.
Det handlede dengang blandt andet om for stor personaleudskiftning og en for høj andel af uuddannet personale. Tilsynet fandt dengang, at medarbejdere satte beboerne i situationer, der kunne være direkte farlige på grund af manglende kendskab til beboerne. Der var dengang eksempler på, at flere beboere ikke havde fået livsvigtig medicin.
Aarhus Kommune har nu indtil 12. august til at få rettet op på forholdene, fremgår det af aftalen med Arbejdstilsynet.