Hvordan stopper man en bande? I Herredsvang kom svaret uventet

Et godt hospital kan mere end kurere patienter. Kapaciteten rækker helt til at få ændret et boligområde, som det er sket i Herredsvang i det nordlige Aarhus mellem Viborg- og Randersvej. Her skabte den berygtede Trillegårdsbande utryghed. Banden optrådte jævnligt i både aviser og politirapporter.

I længden blev Trillegårdsbanden for udfordret. Den var afhængig af stadig tilvækst af nye rødder, der trivedes i et miljø baseret på salg af stoffer, tyverier, voldelige overfald, plat og dummebøder, intimidering af omgivelserne og paradekørsel i alt for kostbare biler, der lignede en parodi på bistandshjælpen. Der tilflød banderne en lind strøm af ansøgere, ofte yngre brødre med talent for at overtræde love og regler. Den trafik bremsede et forandret boligområde i Herredsvang.

»Det store sygehusbyggeri ændrede beboersammensætningen i kalenderkvarteret. Der flyttede læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale ind. Det har gjort noget godt,« konstaterer præsten Torben Tramm. Som præst i den lokale Helligåndskirken har fulgt udviklingen i området tæt.

Med en helt anden moral blandt nye beboere fra universitetshospitalet, blev det sværere for banderne at lokke børn og unge i området med. Men der skete også andet, der fik afgørende betydning for Herredsvang: Der blev opført en kirke, som havde et engageret personale, og mange frivillige bidrog i det boligsociale arbejde også positivt. Området fik sit eget kulturhus, der er flittigt benyttet. At arbejdet langtfra er afsluttet, og at myndigheder fortsat følger udviklingen i kvarteret tæt, afslører de mange skilte, som politiet har sat op.

Soldater og solister

Der er ofte sket utraditionelle ting Herredsvang, og i 1909 trak Kirstinesmindes marker godtfolk til i tusindvis. De kom vandrede for at opleve et højdepunkt på Landsudstillingen i Aarhus. Den franske pilot Leon Dalagrange pressede sit spinkle fly op i 30 meters højde. Vovehalsen nåede kun få opvisninger yderligere, inden han omkom ved et styrt 4. januar 1910.

Englænderne benyttede flyvepladsen efter Befrielsen i 1945, og marken blev tromlet. De små maskiner lettede og landede indtil 1987, hvor flyvepladsen blev nedlagt i forbindelse med sygehusbyggeriet, og man diskuterede placeringen af en lufthavn. Det gør man endnu. 40 år senere.

Piloterne var ikke de eneste, der har stiftet bekendtskab med Herredsvang. Unge rekrutter fra byens kaserner marcherede i fuld mundering rundt i mørke, skød med skarpt og kravlede gennem områdets mudderhuller.

Der blev afviklet grønne koncerter med populære solister nær Skejby Sygehus, og her var personalet grundigt træt af det unge publikum, der konstant troppede op for at ”låne” toiletter.

Der var i store indkøringsvanskeligheder på det nye universitetshospital. Det varede længe, inden patienterne fandt vej til parkeringspladserne, registrerede sig og meldte sig på afdelingen. Der var andet byggeri, som heller ikke udviklede sig heldigt. Entreprenørfirmaet JME stod bag Aarhus Vest, en række betonblokke på hjørnet af Herredsvej og Paludan-Müllersvej.

Byggeri reddede JME

At de overhovedet rejste sig, takkede det kooperative entreprenørselskab JME på sin generalforsamling boligforeningen Ringgården for.

Det lød nærmest på direktør Poul Iversen, som om Ringgården frelste JME fra fallit. Lejlighederne var hverken indbydende, charmerende eller eftertragtede. De blev for en stor del taget i brug af de flygtninge og indvandrere, som kom til byen i perioden og ikke havde andre muligheder. Byggeriet blev siden ændret. Der fulgte andre udfordringer med Aarhus Vest, som i årevis sikrede politiet fast arbejde, og ordensmagten greb til hårde sanktioner med særlige zoner for at holde styr på området.

Med de mange boliger blev der udskilt et nyt sogn – fra Christians sogn, og som i en årrække holdt gudstjeneste i en midlertidig vandrekirke på Snogebæksvej. Her var kun plads til 85, og pladsmangel satte snart gang i arbejdet med at rejse den permanente kirke. Det var fra begyndelsen ønsket, at den skulle hedde Margrethekirken, men det ville den nye dronning ikke give lov til. Hun følte sig ikke klar. I stedet valgtes navnet Helligåndskirken, og byggeforløbet var ikke uden dramatik.

Palmesøndag 1984 blev kirken indviet, og i 1993 blev Torben Tramm indsat som præst på sin 29-års fødselsdag. Han er engageret og har styr på sognet og kirkens historie.

»Det er en smeltedigel herude,« konstaterer Torben Tramm.

»Der bliver talt 85 forskellige sprog, ikke dialekter. Det er forskellige folkeslag, som bor herude, og det er jo fuldstændig fantastisk. Ikke mindst for mig der er vokset op i Etiopien. Jeg var missionærbarn. Jeg elsker sprog. Ikke mindst det at kunne sige goddag til hinanden på et andet sprog lukker døre op. Det er vigtigt.«

For meget glas

Den berømte arkitekt Johan Otto von Spreckelsen vandt konkurrencen, der gik forud for kirkebyggeriet. Han havde tegnet en stor, flot glaskatedral – meget, meget smuk, husker Torben Tramm.

»Det daværende menighedsråd kunne også dengang tænke sig om,« konstaterer Torben Tramm.

»Herude var der masser af brosten, en trillegårdsbande, en kirke opført i glas og forsikringspræmier. Medlemmerne roste arbejdet og spurgte forsigtigt arkitekten, om han ikke kunne forestille sig at anvende lidt mindre glas, for de var lidt bekymrede. Så blev arkitekten vred, samlede sine papirer og gik. Der var ikke nogen, der skulle kritisere hans arbejde.

I stedet skabte Johan Otto von Spreckelsen mesterværket La Grande Arche, sin 111 meter høje kubistiske triumfbue i Paris.

Helligåndskirken, der er et levende sted med mange frivillige, blev gjort færdig af arkitekt Hans Knudsen fra Sahls tegnestue.

I det lyse og centrale kirkerum er der 220 siddepladser, som er opstillet som i et amfiteater. Alle har frit syn til alter, prædikestol og døbefont. Kunstneren Tue Poulsen udsmykkede kirken med et otte meter højt og 14 meter bredt Livets Træ i kirkerummet. Der er desuden en række andre farverige udsmykninger i relation til Livets Træ.

Torben Tramm fortæller, at Helligåndskirken har været forskånet for hærværk, og han tænker, at det har baggrund i børne- og ungdomsarbejdet og sommerlejrene. Der har været børn med i klubberne og på sommerlejrene uanset tro og oplevet, at kirken gjorde noget godt for dem.

»Forholdene er ikke så slemme nu. Det virker som om dem, politiet holder øje med, er blevet mere mobile og bedre til at bevæge sig rundt i området. Handelen med stoffer foregår alle mulige steder. Det er bekymrende, hvis man vælger skolen fra, fordi man kan tjene penge på andre måder,« siger Torben Tramm.

»På et tidspunkt lagde den såkaldte Trillegårdsbande en musikvideo på, der hed ”Mask’ på”. Ret uhyggelig, hvor de camouflerede medlemmer af banden svinger om sig med store pengesedler. Ikke ret lang tid efter, fik banden svar af en gruppe lærere fra Hasle Skole, der lavede musikvideoen ”Task’ på”. Det var så fint, men jeg synes også, at det siger meget om, hvordan vi prøver at tackle det herude i vores område med humor og konstruktivt samarbejde,« fremhæver præsten, der har været på kursus i islam.

Torben Tramm er interesseret i, at de unge bliver en del af samfundet og udnytter deres evner. De har vist, at de er kreativt begavede.

Voldsom trafik

Der er tæt trafik i området til og fra hospitalet.

»Jeg plejer altid at cykle, men hvis jeg har været så uheldig af logistiske årsager at have været tvunget til at tage bilen og først har kunnet komme herfra på det forkerte tidspunkt, tager det helt op til 45 minutter at nå op til krydset ved Ringvejen.«

For udenforstående kunne kvarteret omkring kirken også vise byplanlægning på en anderledes måde. I Helligåndskirken er man optaget af, hvordan kvarteret udvikler sig, og der er stemning for en blanding og ejer- og lejeboliger.

Torben Tramm har også noteret, at der er mange engagerede i det almennyttige, som arbejder positivt for området, at løfte det, så der bliver gjort noget godt. Med sin begejstring er han med til at fremme en positiv udvikling, men han også siden sin barndom overvundet udfordringer.

»Jeg var fem år, da vi rejste til Afrika. Min far og mor var missionærer samt lærere, og min far blev ordineret som præst for at tage derned. Vi var i Dodola i den sydlige del af Etiopien fra 1969 til 1974 inviteret af kejser Hallie Selassie for at hjælpe mod islams ekspansion i området. Jeg har trykket kejseren i hånden. Han kom til vores landsby og så blev der sat en trone op under en baldakin. Alle landsbyens børn blev stillet op og gik op en efter en op for at trykke kejseren i hånden og fik man en etiopisk dollarseddel og en desta-karamel. Kaffe-karamellen har jeg spist, men dollaren har jeg.«

»Men det har jo i forhold til arbejdet i dette sogn givet mig noget. Med åbenhed og de tosprogede. Der er også en etiopisk menighed, der holder til i kirken. Den er ikke protestantisk, men ortodoks. Vi har også har huset den assyriske menighed, men den har nu bygget egen i Tilst.«

Jul har præsterne også forsøgt at omfavne i kirken.

Jul for alle

»Vi har altid gerne villet invitere ind til juleafslutning for institutionerne. Vi syntes, at det var vigtigt, at de danske børn i området også får hul igennem til deres egen kulturelle baggrund, arv og dannelse, og der står julen ret centralt.«

Kirken skrev til institutionerne, om ikke den måtte invitere dem til juleafslutning/krybbespil og fik pænt svar tilbage, at der var så stor en andel af muslimer i intuitionerne, at det ville man ikke medvirke til.

»Da vi læste brevet, tænkte vi, at det var dog lige godt ærgerligt. Vi sendte et nyt, hvori vi påpegede, at vi syntes, at det var en stor skam med det antal muslimer, der var i institutionerne, og hvor man kunne være vis på, at de nok ville få en opdragelse i deres egen kulturelle baggrund, at de skulle afholde de danske børn fra at få det samme. Derfor ville vi gerne invitere dem ind til en afslutning i kirken og samtidig have et tilbud til de muslimske børn, så de ikke skulle komme ind i kirkerummet, hvis ikke de måtte det.«

Så vendte det. Siden dengang har juleafslutningen været en kæmpe succes. Der er et krybbespil, og det er ikke forkyndende, men et krybbespil om Jesu fødsel.

»Vi lægger stor vægt på, for alle skal kunne være med. Vi havde et særligt arrangement for de muslimske børn de første mange år, men efterhånden var der ingen, der benyttede det. De fandt ud af, at arrangementet i kirken netop ikke var forkyndende. Og slappede af.«

»Nu har vi kun krybbespillet, og vi synger nogle julesalmer. Der bliver ikke bedt Fadervor eller lyst velsignelse, og så har vi går vi ”Spis så mange æbleskiver, du kan” i kælderen bagefter. Det er så hyggeligt. Alle elsker det.«

Også lille Kaj, der var til begravelse en decemberdag og siden gik rundt i kirken. Han kom stormende ind i salen, hvor deltagerne sad til mindesamvær:

»Jeg har fundet Jesus.«