Fortsæt til indhold

Christian vil gøre det skræddersyede jakkesæt tilgængeligt for alle – nu har løverne investeret i hans virksomhed

Fra et villakvarter i Hinnerup er Made To Fit godt i gang med at klæde danskerne godt på. Næste skridt er showrooms på fire hjul.

Samfund

Han træder ind i rummet i sit dobbeltradede lilla jakkesæt sammen med tre ulasteligt klædte unge fyre, og selvsikkert begynder Christian Lydersen at fremføre sin sag.

»I kender det alle sammen. Når man taler om skræddersyet tøj, så forbinder man det med noget, der er rasende dyrt. Det problem har jeg løst,« siger han til de fem investorer, der har budt ham velkommen i Løvens Hule.

Således indrammer den 50-årige iværksætter fra Hinnerup konceptet i sin virksomhed Made To Fit, som han stiftede for fire år siden med en idé om, at han via 3D-scanninger kunne levere skræddersyede jakkesæt til mange flere end dem, der med en velpolstret pung har råd til at aflægge visit hos skrædderen.

Det kunne to af investorerne i det populære DR-program se masser af muligheder i.

Først Morten Larsen, der – selv om han må formodes at have en betragtelig sum på kistebunden – ser sig selv som en del af en målgruppe, der gerne går i pæne jakkesæt i høj kvalitet, men ikke nødvendigvis er en af dem, der bruger formuer hos en bestemt velrenommeret skrædder.

Herefter hoppede en anden af løverne, Lis Beck, med om bord, og sammen har de nu investeret 500.000 kroner i Made To Fit mod 20 procent af virksomheden.

Opstod ud af frustration

Vi vender tilbage til Løvens Hule senere. For først smutter vi en tur til et villakvarter i Hinnerup, som lige nu også er hovedkvarter for Made To Fit.

For alle gode iværksætterhistorier starter jo i hjemmet, og her inviterer Christian Lydersen inden for i det, der stadig er både bolig for ham og hans søn Philip samt showroom for Made To Fit.

På bordet ligger en række små mapper med materialeprøver og udvalget af knapper, og bagved hænger jakkesæt på bøjler på stribe og afventer at blive afhentet af kunderne.

Et værelse i den ene ende af huset er indrettet som virksomhedens teknologiske motorrum. Her står 3D-scanneren, som millimeter-præcist måler kundernes højde og drøjde, inden ordren afgives, og de valgte materialer bliver omdannet til det nye skræddersyede jakkesæt.

Mens avisen besøgte Made To Fit i villahovedkvarteret i Hinnerup, kom Sebastian Juul Vestergaard forbi for at afhente sit nye jakkesæt. Han er 206 centimeter lang og således også udfordret på at finde jakkesæt, der passer ham. Det lysegrå jakkesæt her er hans andet, han har købt hos Made To Fit, som fra den første scanning allerede har lagret hans mål, så det er ganske simpelt at bestille igen. Foto: Simon Carlson

Her emmer med andre ord af iværksætteri, der er drevet af målet om at gøre skræddersyet tøj tilgængeligt for alle uanset størrelsen på pengepungen eller kroppen.

»Jeg har selv haft behov for skræddersyet tøj, fordi jeg er blevet udstyret med lange arme og brede skuldre. Når jeg har forsøgt at få det herhjemme, så kostede det jo sindssygt mange penge. Bare et almindeligt jakkesæt. Derfor tænkte jeg, at der er altså noget galt med markedet for skræddersyet tøj, og det er så det, jeg har valgt at forsøge at gøre noget ved,« fortæller Christian Lydersen.

Han er opvokset i Ebeltoft og gymnasietiden blev brugt i Grenaa med efterfølgende den et-årige handelsuddannelse fra HH bygget ovenpå, inden han begav sig ud i verden og blandt andet uddannede sig som reserveofficer.

I det civile live arbejdede Christian Lydersen i en årrække i branchen for nybyg.

Da han senere skiftede til Debel, der er særligt kendt for at være en af Skandinaviens største leverandører af gardiner, begyndte de første trædesten til Made To Fit at forme sig.

I sit virke begyndte Christian Lydersen at rejse meget til Kina. Det var her, han første gang stiftede bekendtskab med en skrædder, som ikke alene kunne levere jakkesæt i den kvalitet og ikke mindst prisklasse, som Christian Lydersen havde efterspurgt, og det møde fik stor betydning for iværksætteren.

»Han havde mine mål, og jeg fik kollektionsbøger med mig. Jeg kom jo løbende til Kina, så jeg skrev til ham på forhånd, at han gerne måtte have et nyt jakkesæt klar, når jeg kom derud, og over to-tre år havde jeg fået bygget en ret lækker ny garderobe op,« fortæller Christian Lydersen.

»Men så kom mine kammerater jo og sagde, at det var da snyd, at jeg altid rendte rundt i et fedt skræddersyet jakkesæt. Det ville de også have. Så jeg spurgte min skrædder i Kina, om det kunne lade sig gøre. ’Ja ja, intet problem’, sagde han. Jeg skulle bare lige selv måle dem op, så jeg sagde til mine kammerater: ’Venner, det er på eget ansvar, men vi kan godt prøve’,« uddyber han.

Skåret til præcision

Christian Lydersen kan sagtens huske begejstringen hos kammeraterne, da de første jakkesæt kom hjem.
Han kan også godt huske, at de enkelte steder bar præg af, at opmålingsarbejdet var foretaget af en lægmand, og derfra begyndte tankerne om en virksomhed, der kunne levere et præcist arbejde og høj kvalitet til en fair pris at vokse.

I starten hyrede han to skræddere ind til både at hjælpe ham med med at finde frem til de helt rigtige materialer til rent faktisk at kunne levere jakkesæt i høj kvalitet.

Til daglig studerer Sebastian Juul Vestergaard jura i Aarhus, og gennem sit studie er han med i et internationalt samarbejde. Det bevirker, at jævnligt har behov for at hoppe i jakkesættet, og dermed er den studerende et godt eksempel på en del af den målgruppe, som Christian Lydersen gerne vil ramme Made To Fit med tøj i god kvalitet til overkommelige priser. Foto: Simon Carlson

Samtidig skulle de foretage opmålingerne af kunderne, men allerede her opdagede Christian Lydersen, at skrædderne målte op på forskellige måder. Det ville potentielt føre til afvigelser i det færdige jakkesæt. Christian Lydersen havde brug for noget, der kunne strømline snorlige.

»Jeg tænkte allerede dengang på virksomheden, som noget der skulle skaleres, og hvordan skulle jeg kunne gøre det, hvis vi står og måler op på forskellige måder? Det ville jeg gerne udfordre, og så begyndte jeg at undersøge, hvad der findes af opmålingsudstyr. Til sidst fandt jeg det, vi bruger nu, hvor vi måler med fem millimeters præcision,« fortæller Christian Lydersen.

Herefter fik hans skrædder i Kina igen en central rolle. For efter at have undersøgt mulige samarbejdspartnere i en lang række europæiske lande, nåede Christian Lydersen frem til, at ingen af dem kunne levere i den kvalitet, som han ønskede.

Kontakten til en stor leverandør i Kina blev i stedet skabt. Det er her, kundernes mål og ønsker nu bliver sendt til, og laser-teknologi sørger for at skære stoffet til, inden det sendes til syning.

Mangler der en skrædder?

Produktionen af et jakkesæt fra Made To Fit er derfor markant anderledes, end den manuelle tilgang man får hos en traditionel skrædder. Spørgsmålet er naturligvis, om Christian Lydersen overhovedet kan kalde det skræddersyet.

»Jamen, det er der jo mange, der har sagt, at det ikke er skræddersyet, når der ikke sidder en skrædder og laver hele arbejdet. Men det behøver det heller ikke være. Definitionen er, om man laver en skabelon, der passer til den enkelte person,« understreger Christian Lydersen og forklarer, at man jo sagtens kan tage et jakkesæt ned fra bøjlen hos tøjhandleren og få det tilpasset sin egen kropsprofil.

»Men så er vi ovre i en standard-skabelon, som man passer til, og så taler vi om ’made to measure’ i stedet. Vi arbejder med den enkelte person, og det gør, at vi er oppe på, at 98 procent af jakkesættene passer første gang uden behov yderligere tilpasning.«

Skræddersyning i varevognen

Made To Fit har da også allerede fanget opmærksomheden hos masser af kunder. Sidste år landede virksomheden på en omsætning på omkring 2,8 millioner kroner, mens Christian Lydersen i år forventer en omsætning på den anden side af fem millioner kroner og en indtjening på 1,4 millioner.

Altså en ung virksomhed i en allerede god gænge, så hvorfor deltagelsen i Løvens Hule?

»Det var egentlig ikke, fordi vi behøvede at have investorer med. Vi var allerede et godt sted, hvor vi godt kunne løfte opgaven, men potentialet i at deltage i Løvens Hule var alligevel en no brainer for mig. Den PR der kommer ud af det, den kan jeg næsten ikke købe mig til. Jeg tænkte, at worst case er, at jeg kommer på nationalt tv i bedste sendetid, hvor en del af målgruppen i hvert fald følger med, og så har jeg fulgt med i de seneste sæsoner, hvor Morten (Larsen, red.) har været med, og jeg har tænkt, at han kunne være super-relevant for mig,« siger Christian Lydersen.

Når han taler om ’vi’ i virksomheden, så er det ham selv og sønnen Philip på 21 år, som sidste år gik ind Made To Fit.

Philip Lydersen gik sidste år ind i sin fars virksomhed, og det er de to, der i dag kører forretningen. Når det nye mobile showroom snart kommer ud at køre, bliver det med Philip Lydersen ved rattet og ikke mindst som den kyndige rådgiver, der guider kunderne rundt om i landet til deres nye jakkesæt. Foto: Simon Carlson

Han markerer også næste skridt for den voksende virksomhed. En af årsagerne til, at Made To Fit kan holde udgifterne på jakkesæt nede er, at der ikke betales husleje på dyre strøg-adresser.

Virksomheden har i dag to showrooms. Det ene her i villahovedkvarteret i Hinnerup – som i øvrigt inden længe skal skiftes ud med en ny adresse – og det andet på Avedøre Holme i Hvidovre.

Det næste showroom bliver mobilt, og her kommer Philip Lydersen til at spille en vigtig rolle, når en Mercedes Sprinter bliver indrettet med fuld 3D-scanner og møbler og kollektionsprøver, så det bliver muligt at komme ud til kunder i hele landet. Det bliver nemlig med Philip Lydersen ved såvel rattet som i det mobile showroom.

Made To Fit har allerede faste aftaler med padelcentret Padel Padel i henholdsvis Svenstrup ved Aalborg og i Odense, hvor det på faste tidspunkter bliver muligt at booke tid.

»Hvis man er en større gruppe på for eksempel 5-10 personer, så kommer vi jo også gerne ud. Det kunne sagtens være i forbindelse med et bryllup, hvor både gommen og far og svigerfar og vennerne gerne vil have nyt jakkesæt. Det kunne også være til et golfarrangement eller en vinsmagning eller et andet arrangement, hvor man tænker, det vil passe. Så kommer vi gerne med bilen,« fortæller Philip Lydersen.

Klar til at vokse

En af ambitionerne med det mobile showroom er også at få udbredt kendskabet til Made To Fit.

I dag kommer en stor del af salget fra mund til mund-metoden, og ifølge Christian Lydersen er det ikke kun kunder med gennemsnitlige lønninger, der tager en tur i 3D-scanneren.

Også folk med en væsentligt tungere portemonnæ har set fordelene i konceptet ligesom Morten Larsen og Lis Beck gjorde det under præsentationen i Løvens Hule.

»Det er fremtidens shopping, hvor man ikke går på kompromis med det, som alle gerne vil have, nemlig et klassisk skræddersyet jakkesæt i en høj kvalitet til en god pris. Og på sigt også meget andet tøj end jakkesæt. Det gør det til en god investorcase,« siger Morten Larsen.

Ud over deres økonomiske indsprøjtning i Made To Fit bidrager de to investorer især med viden om, hvilke skridt Christian Lydersen bør tage som de næste. Uden at fratage iværksætteren styringen med virksomheden.

»Man hører jo nogle gange om investorer, der har skudt penge i et projekt, og så hører man aldrig fra dem igen. Her må jeg bare sige, at jeg er dybt imponeret af de to og nok i særdeleshed Morten. Han er sindssygt professionel og forsøger hele tiden at forberede os på, hvilke situationer der kan opstå. Med de to er jeg helt sikker på, at vi er på vej i den rigtige retning. Vi har vist, at konceptet fungerer. Nu handler det om at skalere os rigtigt, så vi kan hæve os til næste niveau,« siger Christian Lydersen.

Made To Fit fremstiller i dag også jakkesæt til kvinder. Inden for de kommende år er Christian Lydersens plan, at hans virksomhed også skal kunne levere skræddersyede kjoler og flere andre slags tøj.