Fortsæt til indhold

158 millioner kroner og et byggebjerg: Ny skole tager hul på 2. etape

Over de næste måneder opføres 6.000 nye kvadratmeter til 4.-9. klasser på Sommerbæk Skole – med makerspace, faglokaler og nye fællesområder.

Samfund
bo

Første spadestik blev tirsdag 10. marts taget til næste etape af Sommerbæk Skole i Hørning, oplyser Skanderborg Kommune på sin hjemmeside.

Over de næste par måneder vil 6.000 nye kvadratmeter vokse frem, som skal rumme skolens 4.-9. klasser. Samtidig skal der bygges undervisningslokaler, faglokaler og makerspace - et kreativt, teknologisk værksted og læringsmiljø, hvor eleverne kan arbejde med innovation, design og produktion gennem ”learning by doing”.

Derudover bliver der taget fat på byggeriet af de resterende fællesfaciliteter, herunder klubfaciliteter, fleksible læringsmiljøer og udeområde til undervisning og aktivitet.

Dronebillede af Sommerbæk Skole og det nye byggeområde. Foto: Skanderborg Kommune.

Nysgerrige elever kan følge med i byggeriet, ved at kravle op på det ”byggebjerg” af genbrugsmaterialer, der er bygget, så de kan se ind over hegnet til byggeriet og følge med i forløbet.

Første etape af byggeriet blev taget i brug i 2023, og når næste etape står færdig, samles hele Sommerbæk Skole på én matrikel.

Det giver bedre sammenhæng, større fællesskab og flere muligheder for fælles læring.

Byggeriet har et anlægsbudget på cirka 158 millioner kroner og forventes at stå klar til skolestart i august 2027.