Fortsæt til indhold

Grunden har plads til 45 boliger - mægler vil sælge for 50.000.000 kroner

Mæglervirksomhed oplever, lyder det, en stigende tendens til, at boligudviklere prioriterer naboskab og fællesarealer højt.

Samfund
sb

Hvis du kan betale omkring 50 millioner kroner og har mod på at udvikle en projektgrund på 45.000 kvadratmeter i Skanderborg, har du nu muligheden for at slå til.

EDC Erhverv Poul Erik Bech har således fået en stor projektgrund på Anebjerggårdsvej 5 i Skanderborg til salg, fremgår det af en pressemeddelelse.

Projektgrunden er beliggende i et nyt boligområde under udvikling nær ved Anebjerg Skov nær Højvangen og lægger ifølge mæglervirksomheden op til 45 boligenheder i grønne omgivelser.

»Det er sjældent, at vi får en projektgrund af denne størrelse til salg, som formår at kombinere en så bynær placering med direkte adgang til rekreative naturarealer. Området er disponeret med fokus på biodiversitet og grønne korridorer, hvilket betyder, at de kommende boliger vil blive integreret naturligt i landskabet,« siger projektdirektør hos EDC Projekt Poul Erik Bech, Tonny Broberg, i pressemeddelelsen.

Udstykningen giver mulighed for en blanding af 15 villagrunde, en storvillagrund, fem kompaktgrunde samt 18 til 24 dobbelthuse, lyder det.

Ifølge Tonny Broberg sikrer et lokalplanudkast for Anebjerggårdsvej, at området åbner sig op mod omgivelserne med stisystemer, der forbinder beboerne direkte med skoven og de omkringliggende områder.

Projektgrunden er udbudt til 50.000.000 kroner.