Fortsæt til indhold

Gratis juridisk hjælp får nye kræfter

Bo Juul Jensen er ny frivillig advokat til at drive advokatvagten, som tilbyder alle borgere i Skanderborg Kommune gratis rådgivning om juridiske spørgsmål.

Samfund
bo

Bo Juul Jensen er ny frivillig advokat i advokatvagten i Skanderborg Kommune. Med mange års erfaring som jurist og et stort engagement i retshjælp er han nu klar til at hjælpe borgere i kommunen med juridiske spørgsmål.

For Bo Juul Jensen er det frivillige arbejde en naturlig forlængelse af en stor del af hans arbejdsliv. Han har i mange år beskæftiget sig med retshjælp og ser advokatvagten som en konkret måde at gøre en forskel for borgere, der har brug for juridisk vejledning.

»Jeg har i mange år arbejdet frivilligt i retshjælp, så det er meget naturligt for mig. Derudover synes jeg, at det er en god måde at kunne hjælpe til i lokalsamfundet,« siger han.

Bo Juul Jensen har en bred juridisk baggrund. Han har blandt andet været chefkonsulent i Københavns Kommune og senere arbejdet hos advokatfirmaet Horten. I 2025 stiftede han Versus Advokatfirma, som specialiserer sig i sager for det offentlige inden for social- og beskæftigelsesret.

Han har særligt stor erfaring med kommunal- og forvaltningsret. Det gælder blandt andet spørgsmål om kommunal sagsbehandling, borgeres rettigheder og adgang til ydelser. Samtidig har han gennem sit arbejde med retshjælp også opbygget et godt kendskab til blandt andet familieret, arveret og lignende problemstillinger.

»Jeg har stor erfaring inden for det kommunal- og forvaltningsretlige. Det omhandler blandt andet spørgsmål om kommunal sagsbehandling, hvilke ydelser man har ret til og sådan nogle ting. Derudover har jeg arbejdet med retshjælp en del år, så jeg har efterhånden også god forståelse for sager inden for familieret, arveret og lignende,« forklarer han.

Bo Juul Jensen havde sin første vagt på Skanderborg Fælled tirsdag den 3. marts. Her mødte flere borgere op med behov for juridisk rådgivning, og oplevelsen bekræftede ham i, at der er brug for tilbuddet.

»Det gik rigtig fint, og der var en god blanding af forskellige spørgsmål, som jeg altid prøver at svare på efter bedste evne,« fortæller han.

Den store interesse har også fået Bo Juul Jensen til at overveje, om advokatvagten på sigt kan styrkes med endnu en frivillig.

»Hvis der nu står ti personer i kø, kan man risikere, at jeg ikke når alle, og at man så må komme igen næste gang, for vi har begrænset tid. Derfor er jeg også meget interesseret i at få en kollega i advokatvagten, og jeg er ved at undersøge, om jeg kan finde én, der er interesseret i at være der sammen med mig,« siger Bo Juul Jensen.

Advokatvagten holder til på Skanderborg Fælled, og alle borgere i Skanderborg Kommune kan møde op og få gratis, anonym og mundtlig rådgivning om juridiske spørgsmål. Advokatvagten har åbent den første tirsdag i måneden klokken 15.00-17.00.