Birthe Kjær kom videre. Hvad med Aarhus?

Valgkamp er højtid. Det er få uger, hvor man har chancen for at møde en politiker helt tæt på og opleve, at de blot er mennesker med noget på hjerte. Og det er risikoen for at trykke en hånd lidt for længe, en lidt akavet samtale ved Hovedbanegården eller – værst af alt – hjemmebag under en partypavillon på Store Torv, hvor ingen tør sige, om det er politikeren eller småkagen, der er mest tør.

Valgkampe er noget, der minder om demokratisk udluftning. Politikerne tvinges ikke bare ud af Christiansborg, men også ud på gaderne med risiko for direkte øjenkontakt og uforudsete spørgsmål. De lytter (eller lader som om), og det er både befriende og en lille smule rørende, at man kan sige dav til en minister eller en partiformand en lørdag formiddag på Torvet. Ja, det hele er nøje iscenesat, men det virker kun, når kandidaten forsøger at være sig selv. Nærhed kan ikke kun være pynt, men bærer det hele igennem, når vinden tager roll-up’en og samtalen går i stå.

Når den demokratiske gadefest snart pakker sammen, står systemet klar. Den store dør til Christiansborg smækker i, kalenderstyringen tager over, og en kaffeuddeling i Lystrup bliver i løbet af 14 dage erstattet af en høring i Landstingssalen. Geografi bliver igen abstrakt. Noget med ”Jylland” og noget ”derovre”. Det er her, valgkampen skal stå sin prøve, og man må håbe, at politikerne virkelig har lyttet efter. For selv om meget går godt i Østjylland, er der behov for den opmærksomhed, som nummer to ikke altid får.

Mange af kommunerne i Østjylland har udsigt til store stigninger i befolkningstilvæksten frem mod 2040, også større end i København. Med omkring 387 mia. kr. bidrager Østjylland massivt til dansk økonomi. Men BNP-andelen er svagt faldende. Her er erhvervslivet med stærke rødder i byggeri og industri mere konjunkturfølsomt. Hovedstadsområdet er bedre polstret mod udsving, for der findes flere vidensarbejdspladser, bl.a. inden for life science.

I hovedstaden bliver det hele hjulpet godt på vej af risikovillig kapital. Og hvad mon man er, når man er evigt nummer to. Man er for stor til at være udkant og for lille til at være centrum. Man er sjældent først i køen, når statslige arbejdspladser skal flyttes ud af København og aldrig en del af diskussionen om et Danmark i bedre balance. Man er det oversete to’er, der savner politisk vilje og opmærksomhed. Østjylland er ikke udkant, men behandles af og til som en parentes. Ikke glemt, bare heller ikke husket.

Det mærkes på infrastrukturen, også den kollektive transport. Det mærkes i forskningen og på de videregående uddannelser. Og det mærkes i konkurrencen om investeringer, hvor projekter alt for ofte finder vej til et postnummer i Storkøbenhavn. Derfor er selve valget næsten det mindst interessante, selv om det er spændende. Det afgørende er, hvad der sker bagefter. Om de valgte kan huske, hvem de talte med, og hvor de stod, da de lovede at lytte. Hvem gav stemmerne, fik lakridserne på Clemens Bro og pjecen på Lille Torv? Det lykkedes for Birthe Kjær at blive andet og meget mere end den evige to’er. Det bør også kunne lykkes for Aarhus og Østjylland. Det kræver, at opmærksomheden bliver hængende, når plakaterne tages ned.