Fortsæt til indhold

Rapport: Så meget af Aarhus Kommune sprøjtes med pesticider

Allerede i dag skal hver tredje drikkevandsboring i Aarhus være forurenet.

Samfund
sb

Det rene danske drikkevand er under pres på grund af landbrugets brug af pesticider og kunstgødning, og i Aarhus Kommune bliver 41,2 procent af kommunens areal hvert år sprøjtet med pesticider.

Det viser en rapport fra Miljøstyrelsen, skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at hver tredje drikkevandsboring i Aarhus er forurenet.

Der er ifølge Danmarks Naturfredningsforening fundet pesticidrester i 36 procent af de aktive drikkevandsboringer, der er blevet undersøgt i Aarhus Kommune de seneste fem år.

Det er pesticider, der risikerer at sive ned og forurene fremtidens drikkevand, lyder det.

»Vi bliver nødt til at forbyde sprøjtegift i de sårbare områder, hvor drikkevandet dannes. Det er den bedste måde at sikre, at vores børn og børnebørn også fremover kan drikke rent vand fra hanen,« siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, i pressemeddelelsen.

På landsplan er Aarhus ikke en af de kommuner, der bliver sprøjtet mest med pesticider. Ifølge rapporten fra Miljøstyrelsen bliver 44 procent af hele Danmarks areal sprøjtet med pesticider. Hver mark bliver i gennemsnit sprøjtet 3,6 gange om året.

Danmarks Naturfredningsforenings tal er baseret på, hvor stor en del af Aarhus Kommune der er dækket af konventionelt landbrug.