Jeg bliver ærlig talt lidt træt, når folk siger, at »alle har lidt ADHD«

»Nu får alle jo ADHD.«

Jeg ved snart ikke, hvor mange gange jeg har hørt den sætning eller varianter over den.

Den kan også lyde sådan her: »Det er da bare børn med lidt krudt i rumpetten.«

Eller: »Har vi ikke alle sammen lidt ADHD?«

Fælles for de kommentarer er en misforståelse. Hvis jeg tager de venlige briller på, er det måske sagt med den bedste intention om, at vi mennesker slet ikke er så forskellige. Hvis jeg tager dem af igen, ser jeg en blind vinkel over for, at vi faktisk er forskellige.

Der er ganske rigtigt flere mennesker, der bliver diagnosticeret med ADHD i dag end for 25 år siden. Det har skabt en opmærksomhed på emnet, som også har ført meget godt med sig – blandt andet mindre stigmatisering og mere forståelse. Men det har også haft en anden effekt: at nogle mennesker har udråbt sig selv til selvbestaltede psykiatere og gerne vil give deres besyv med.

Jeg er selvfølgelig biased, og det skal jeg skynde mig at deklarere. Jeg har selv to børn med ADHD og autisme. Og nej, det her er ikke en klumme om at være krænket eller om at kræve særlige hensyn. Det handler om noget langt mere almindeligt: at møde hinanden med rummelighed og kærlighed.

Men jeg indrømmer gerne, at hvis jeg skal høre den slags sætninger én gang til, så ved jeg snart ikke, hvad jeg gør. Jeg bliver ærlig talt både lidt gammel og lidt træt.

Virkeligheden er, ifølge Psykiatrifonden, at omkring 4,5 procent af børn og 3–4 procent af voksne er diagnosticeret med ADHD. Det er altså stadig et mindretal. Men der er forskel på at være distræt eller have svært ved struktur og på at leve med neurodivergens – altså en hjerne, der fungerer anderledes end flertallets. Neurodivergens dækker blandt andet over ADHD og autisme. Psykolog Svend Brinkmann har peget på, at ADHD kan forstås som en naturlig menneskelig variation. Nogle af de træk, der i dag giver problemer i skolen eller arbejdslivet, kan tidligere have været overlevelsesfremmende.

Samtidig lever vi i et samfund, der kræver overblik, planlægning og evnen til at holde styr på mange ting på én gang. Det betyder ikke, at alle har ADHD, men det betyder, at de forskelle, der altid har været mellem mennesker, bliver tydeligere.

Når man siger, at »alle får ADHD«, kan det derfor hurtigt komme til at lyde som om, diagnosen ikke rigtigt betyder noget. Som om det bare er noget, vi alle sammen har lidt svært ved ind i mellem. Men en diagnose kommer ikke ud af det blå eller trækkes i en automat. Den bliver ikke givet til børn, der bare har meget energi, eller til voksne der har mange tanker eller gør deres nøgler væk.

For nogle kommer diagnosen efter belastningsreaktioner og sygemeldinger. For andre begynder vejen gennem samtaler med PPR, skole eller børnehave. For mange kommer diagnosen først efter årelange ventetider i psykiatrien.

For mange mennesker handler diagnosen derfor ikke om en etikette. Den handler om at forstå sig selv og få den hjælp, der gør hverdagen mulig. Derfor kan bemærkninger om, at »alle jo får ADHD nu«, lande helt anderledes hos dem, der lever med diagnosen, og hos deres pårørende. For sådan nogle bemærkninger kommer let til at lyde som om det, andre har kæmpet med i årevis, i virkeligheden bare er noget, vi neurotypiske også har lidt udfordringer med.

Men diagnoser deler man ikke bare ud. De bliver stillet, fordi mennesker har brug for at blive forstået og få hjælp. I sidste ende handler det om noget så almindeligt som at møde hinanden med rummelighed, forståelse og kærlighed.