Anker cyklede alene til Skaføgård – Mette kører skarpt bevogtet af PET ud til vælgerne

Midt i 1970’erne tog den daværende statsminister Anker Jørgensen sin cykel en tidlig morgen og trillede til Skaføgård.

Anker Jørgensen var på besøg hos sin svigerfamilie i Pindstrup, som han ofte var.

Statsministeren, der var kendt for sin historiske og litterære interesse, ville gerne over at se herregården, hvor en af hans forgængere i statsministerstolen, konseilspræsident Jacob Brønnum Scavenius Estrup, havde resideret.

Jacob Brønnum Scavenius Estrup var konseilspræsident – svarende til statsminister – i perioden 1875-1894.

Anker Jørgensen nød turen gennem de smukke landskaber, og uden at spørge om lov steg han af cyklen og gik ind på gårdspladsen på den imposante herregård.

Han ville nærstudere busten af Jacob Brønnum Scavenius Estrup på tætteste hold.

Oppe fra slottets vinduer iagttog godsejerfruen, nu afdøde Irene Estrup, den lille mand på gårdspladsen uden at ane, at det var landets statsminister.

Hun gik ned på gårdspladsen for at hilse på og genkendte Anker Jørgensen.

De to fik en snak, og statsministeren sagde ja tak til Irene Estrups venlige invitation til at komme med indenfor og se slottet og få en kop kaffe og et stykke kage.

Efter en timelang samtale sagde statsministeren tak for kaffe og cyklede hjem til Pindstrup igen.

Han satte sig til skrivemaskinen og fortalte om sine oplevelser. De stod at læse i Politikens kronik nogle dage senere.

Forleden var landets nuværende statsminister, Mette Frederiksen, på besøg hos PGU i Rosenholm.

Mette Frederiksen ankom i en socialdemokratisk minibus omgivet af vagtfolk fra PET.

Inden ankomsten havde andre PET-folk rekognosceret huse og omgivelser, før statsministerens bus fik lov til at parkere og åbne den automatiske dør for statsministeren.

Der er cirka 50 år mellem de to begivenheder.

Anker Jørgensens cykeltur er et nostalgisk og lidt naivt Morten Korch-tidsbillede i et barsk 2026-samfund.

Men det fortæller alligevel noget om historiens gang i et samfund med en lang demokratisk tradition.

Den er værd at forholde sig til op til et folketingsvalg, hvor ikke bare statsministeren, men også andre ministre og menige folketingsmedlemmer har en hverdag, hvor de konstant er overvåget af politiet.

Det er ikke kun en overgang, at det er sådan.

Tingene udvikler sig kun til det værre.

Alligevel er der grund til at skønne på, at vi vælgere fortsat har indflydelse på at sammensætte et folketing ved at gå i stemmeboksen og sætte et kryds.

Demokrati er bestemt ikke hverdagskost, hvis vi tager en tur rundt på jordkloden.

Karl Popper (1902-1994) var en østrigsk-britisk filosof, der er mest kendt for sit forsvar for det liberale demokrati og sin kritik af totalitære ideologier. Hans politiske filosofi er centralt formuleret i værket »Det åbne samfund og dets fjender« (The Open Society and Its Enemies), udgivet i 1945.

Popper forfægter et samfund, det åbne samfund, hvor individet har frihed til at tænke selv, udtrykke sig kritisk, og hvor magthavere kan udskiftes uden blodsudgydelser. Det er baseret på fornuft, rationalitet og kritisk tænkning.

Modsætningen, det lukkede samfund, er karakteriseret ved dogmer, stammetænkning og krav om absolut lydighed, typisk under en totalitær leder eller ideologi.

For Karl Popper var demokratiet det bedste system, fordi det tillader os at korrigere fejl, for eksempel ved valg, uden at skulle ud i revolutioner.

For ham var demokratiet en praktisk ramme for frihed og kritisk debat, der er nødvendig for at forhindre totalitær undertrykkelse, snarere end en utopisk søgen efter den perfekte samfundsindretning.

Popper argumenterede for, at ubegrænset tolerance kan føre til tolerancens forsvinden. Hvis man tolererer de intolerante, vil de intolerante ødelægge det tolerante samfund.

Før, under og efter et folketingsvalg er Karl Poppers tanker fortsat værd at blive mindet om i en tid, hvor demokratiet ikke er noget, som vi kan tage for givet.

Det har de senere års begivenheder på verdensplan med stor tydelighed vist.