Fortsæt til indhold

Find 900 støttere og få dit forslag behandlet

Ny ordning skal give »borgerne en ny indgang til at bidrage til det lokale demokrati,« siger borgmester.

Samfund
csj

Fra 1. april 2026 får borgere i Favrskov Kommune mulighed for at stille forslag, som kan blive behandlet i Favrskov Byråd. Det sker, når en borgerforslagsordning træder i kraft.

Formålet med ordningen er at styrke borgernes mulighed for at bidrage med ideer og input til kommunens udvikling.

»Borgerforslagsordningen giver borgerne i Favrskov en ny indgang til at bidrage til det lokale demokrati – og en anden måde at komme til orde på. Vi vil gerne gøre det lettere for alle borgere at engagere sig og få deres idéer og synspunkter bragt frem i lyset,« siger borgmester Lars Storgaard i en pressemeddelelse.

Borgerforslag oprettes og støttes via hjemmesiden borgerforslag.favrskov.dk.

For at oprette eller stemme på et borgerforslag skal man være fyldt 16 år og have fast bopæl og adresse i Favrskov Kommune, og man skal logge ind med MitID.

Når et borgerforslag er oprettet, bliver det først vurderet administrativt for at sikre, at det lever op til ordningens krav. Når forslaget er administrativt godkendt, bliver det offentliggjort, og andre borgere kan herefter udtrykke støtte til forslaget.

For at et borgerforslag kan blive behandlet i byrådet, skal det opnå støtte fra mindst 900 borgere inden for tre måneder.

Med støtte fra 900 borgere bliver forslaget sat på byrådets dagsorden, hvor det drøftes. Det er så op til politikerne at tage stilling til, om forslaget skal vedtages, afvises eller undergå yderligere politisk eller administrativ behandling.

Favrskov Kommune informerer på sin hjemmeside og Facebook-side, når nye borgerforslag er offentliggjort.

I Budget 2026-29 blev der afsat 200.000 kroner årligt til ordningen.