Byens første stadsakitekt satte betydelige aftryk på arkitekturen

Da stillingen som stadsarkitekt i Aarhus skulle besættes for første gang i 1919, faldt valget på den københavnske arkitekt Frederik Marius Rasmussen Draiby. En profil, der aldrig fik færdiggjort studierne på Kunstakademiets Arkitektskole i København, men til gengæld havde erfaring fra både ind- og udland. I sine 24 år som stadsarkitekt nåede han at sætte betydelige aftryk på arkitekturen i Aarhus med Badeanstalten Spanien fra 1930’erne som det mest kendte eksempel.

Draiby versus Petersen

Hvilke krav skulle en stadsarkitekt leve op til? Det var et af de spørgsmål, der blev debatteret under byrådsforhandlingerne i Aarhus Byråd den 22. maj 1919. Var det nødvendigt at være akademiker for at kunne bestride posten? Måtte vedkommende have privat arbejde ved siden af jobbet? Vægtede erfaring og kendskab fra udlandets arkitektur højere end det tilsvarende herhjemme? Overvejelserne var mange, men en ting var de enige om: den pågældende person skulle være af den bedste kaliber.

Valget til byens første stadsarkitekt kom i sidste ende til at stå mellem arkitekterne Frederik Draiby fra København og Aage Petersen fra Hellerup. På byrådsmødet den 7. august 1919 var det Draiby, som løb med sejren. Eftersom byrådet lige knap tre måneder forinden havde haft drøftelser om, hvordan stadsarkitekten skulle være akademisk uddannet og have bedst kendskab til den danske arkitektur frem for den udenlandske, kan valget på Draiby måske virke overraskende. Draiby var oprindeligt uddannet murer og startede på Kunstakademiets Arkitektskole i 1898, men afsluttede aldrig studierne på skolen. Han fortsatte i stedet uddannelsen hos arkitekterne Leuning-Borch og Vilh. Dallerup i København. Derudover arbejdede han i starten af 1900-tallet en del år i Cape Town i Sydafrika, inden han vendte hjem igen og fik arbejde hos stadsarkitekten i København indtil 1919.

Hvorfor en stadsarkitekt?

Forslaget om at få en stadsarkitekt i Aarhus havde tidligere været oppe at vende i Aarhus Byråd, men først i 1919 blev det alvor. Aarhus var under udvikling og voksede både bygnings- og arealmæssigt med høj hastighed. Bygningsinspektøren var ved at drukne i arbejde, og Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse manglede en stadsarkitekt, der kunne bistå de forskellige udvalg med bygningsarbejdet i Aarhus samt bistå stadsingeniøren med det arkitektoniske arbejde. Derudover manglede man en, der kunne assistere ved bedømmelse af facader, planlægning af gader og anlæggelse af parker. Frederik Draiby fik altså nok at se til, da han tiltrådte stillingen.

Draiby stod i 1920’erne blandt andet bag rækkehusene på Poul Martin Møllers Vej, dobbelthusene i Polarkvarteret ved Marienlund og det store kapel på Vestre Kirkegård. Rækkehusene på Poul Martin Møllers Vej blev bygget i en tid, hvor boligmanglen i Aarhus var et stort problem, og der måtte skrides til handling hurtigst muligt for at komme det til livs. Byrådet i Aarhus vedtog derfor i august 1925, at der skulle opføres nye hjem til de boligsøgende. Valget faldt på rækkehuse, da et hurtigt tempo var altafgørende, og etageejendomme risikerede at sænke hastigheden. Allerede i februar 1926 var alle 96 boliger færdigbygget, og en del af byens boligsøgende havde nu fået et nyt hjem.

Striden om Kvindernes Hus

Da Aarhus Byråd i 1919 besluttede, at stadsarkitekten ikke skulle have privat arbejde ved siden af stillingen, havde de nok ikke forestillet sig, hvad det kom til at betyde nogle år senere. I 1928 stod Dansk Kvindesamfunds Hus tegnet af Frederik Draiby på Vor Frue Kirkeplads færdigt. Den daværende borgmester Jakob Jensen bad i 1926 Draiby om at udarbejde tegninger til en bebyggelse på grunden, hvor Kvindernes Hus ligger i dag. Opgaven virkede til at være uproblematisk, da Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse i starten af 1927 godkendte Draibys tegninger. Projektet gik sidenhen i stå, men det hindrede ikke Draiby i at fortsætte arbejdet. Dansk Kvindesamfunds Hus blev siden bygherre på projektet, og Draiby tilpassede derfor tegningerne til deres ønsker om at bygge et sted, hvor enlige kvinder kunne få husly. Igen godkendte Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse de nye tegninger i 1928. Det gjorde Aarhus Byråd til gengæld ikke, og projektet var nu på usikker grund. Kritikken kom fra byens arkitekter og diverse byrådsmedlemmer, der fandt Draibys sammenblanding af privat og offentligt arbejde problematisk. Den langvarige konflikt, hvor Draiby undervejs truede med at forlade byen, endte med et forlig: Draiby måtte fuldføre arbejdet mod at betale et beløb på 2.000 kroner til “Samaritanen”, et spisehus for ubemidlede og hjemløse, og mod fremtidigt at afholde sig fra at påtage sig private arbejder uden at have indhentet byrådets tilladelse.

Forbedrede borgernes hygiejne

I 1930’erne var tiden kommet til at skifte spor. En af tidens store stilarter inden for arkitekturen var funkisstilen, der fokuserede på funktionalitet frem for symmetri. Draiby fulgte med tiden og skiftede fra neoklassicismen til funkisstilen, da han i samarbejde med ingeniør C. Juul stod bag Badeanstalten Spanien i 1933.

I samtiden var det usædvanligt for aarhusianerne at kunne tage bad derhjemme, og eftersom Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt lukkede i 1926, var der et stort behov for en ny. Da badeanstalten Spanien åbnede i 1933, gav den ikke kun aarhusianerne mulighed for at kunne tage et ugentligt bad, men også for at blive introduceret til nye teknologier. Gæsterne kunne blandt andet opleve belysning under vandet i bassinet, varme i gulvet og prøve et solarium. Badeanstalten var opdelt efter køn og klasse. I kælderen var billige bade til havnearbejderne placeret, mens første- og anden sal var forbeholdt henholdsvis kvinder og mænd. På tredje sal fandt man Grossererbadet, hvor rige mænd i Aarhus kunne mødes og indgå forretningsaftaler. Grossererbadet eksisterer stadig i dag, hvor det kan tilgås af hele familien.

Badeanstalten Spanien blev fredet i 1989 og står som et varigt minde om Frederik Draibys arkitektoniske bedrifter i Aarhus. Draiby har dog efterladt mange flere arkitektoniske spor i Aarhus, som du kan høre meget mere om i podcasten ”Arkitekternes Aarhus”.