»Når gæsterne tager afsted skal de føle, at sjælen har holdt fri»
Thorup Strands Gæstgiveri åbner med café og overnatning
Thorup Strands Gæstgiveri, der ligger et stenkast fra vandet i Knebel Vig, har en lang historie. Det er bygget i 1890’erne og har tidligere været pakhus og gæstgiveri med rejsestald til hestene. Siden har det også været missionshotel og hvilehjem, og de seneste 30 år er det blevet drevet som Bed & Breakfast af Dorthe Thomsen og Kaare Sørensen.
Nu er det restauratør Carina Henneberg Schär, der har taget tøjlerne. Hun flyttede ind 1. marts med officiel overtagelse 1. april. Navnet er blevet ændret fra Thorup Gjæstgiveri til Thorup Strands Gæstgiveri, men ellers vil hun føre det videre i Dorthe og Kaares ånd, understreger hun.
Første åbningsdag bliver Langfredag 3. april med kaffe, kage og is på menuen og herefter åbent søndage og helliggade. Fra maj udvides med frokost og åbent alle ugens dage.
Slog til straks
Carina Henneberg Schär er født i Danmark, og flyttede til Schweiz som 18-årig. Kærligheden blev hendes skæbne, idet hun her mødte sin mand, som hun også fik et barn sammen med. Hun uddannede sig med masterdiplom inden for hotel og restauration, og det blev herefter til en lang årrække i Schweiz, blandt andet som unit manager på fire restauranter.
Hun er født i Aarhus og boede som barn i Feldballe/Tåstrup-området. Efterhånden meldte længslen sig efter at vende tilbage til Danmark, og da hun i december sidste år opdagede at Thorup Strands Gæstgiveri var til salg, slog hun til straks.
Carina Henneberg Schär får hjælp af venner og bekendte til alt det praktiske, der skal ske inden åbningen. Hun indretter det gamle gæstgiveri nænsomt for at bevare den gammeldags stemning, og tilfører samtidig et maritimt strejf.
Fra efteråret vil hun renovere hele førstesalen og lægge nyt tag på bygningen, og hvis hun får positivt svar på sin ansøgning til Syddjurs Kommune, vil hun etablere to nye værelser med havudsigt. Selv om gæstgiveriet blot ligger nogle få meter fra vandkanten er der på grund af beliggenheden kun havudsigt i visse dele af huset.
På førstesalen er ti værelser færdige, og nogle af dem er allerede udlejet. Der er enkeltværelser, dobbeltværelser og familieværelser.
Åbent hver dag fra maj
Hun har allerede modtaget de første gæster i værelserne, som kan tilkøbe morgenmad i cafeen.
Første åbningsdag for spisende gæster er Langfredag 3. april, hvor hun byder på kaffe, kage og is. Resten af april vil der være åbent på søndage og i helligdage.
Fra 1. maj udvides med frokost, og der vil være åbent alle syv dage i ugen fra klokken 10 - 17. Carina Henneberg Schär fortæller, at frokosten bliver med det danske køkkens specialiteter som stegt flæsk med persillesovs, en god hakkebøf, brændende kærlighed med mere.
»Det er sådan noget mad, jeg selv rigtig godt kan lide, og kan li’ at lave.«
Hun tilbyder også mad til selskaber, banketter og events.
Et glad menneske
Carina Henneberg Schär glæder sig meget til at hygge om gæsterne.
»Når de tager afsted skal de helst føle, at sjælen har holdt fri, at de har hygget sig og haft det dejligt.«
Allerede nu kan hun melde om mange bookinger hele sommere, og helt henne i oktober er en hel uge booket til en familiefest.
Carina Henneberg Schär har ansat sin svigerinde som receptionis, men vil ellers selv stå for den daglige drift. Fra Schweiz er hun vant til at arbejde 45-40 timer om ugen eller mere, så en syv dages arbejdsuge skræmmer hende ikke.
»Gastronomi er ikke et job, det er en livsstil. Jeg er et glad menneske, og jeg glæder mig til at få besøg.«