Anders har været sanger i samme kirke i 60 år, men nu siger han farvel: »Jeg vil ikke sige, at det er vemodigt«

Der er nok ikke mange, der kan sige, at de har haft 60-årsjubilæum. Men det kan snart 88-årige Anders Beck-Rasmussen. 1. april har han nemlig arbejdet som kirkesanger ved Veng og Mesing Kirker i seks årtier.

»Jeg har altid nydt at være i kirken og at være sammen med personerne - præsten, kirketjeneren,« siger han og fortsætter:

»Jeg nyder meget, at der kommer nogen i kirken - tit kender jeg dem. De kommer, fordi de gerne vil i kirke. De er søde og rare. Jeg har aldrig truffet nogen banditter i kirken. Præsten holder nogle dejlige prædikener, og vi har en meget dygtig organist. Jeg nyder hendes musik. Jeg slapper af, når jeg er til gudstjeneste - måske lige bortset fra, når jeg skal synge.«

Hvis du har hørt hans navn før, er det, fordi Anders Beck-Rasmussen er en driftig herre.

Han bor i udkanten af Nørre Vissing - oppe på bakken - med sin hustru Aase. Sammen har de i årtier arrangeret sangaftener, koncerter, ferniseringer og meget andet i deres galleri og kulturhus Lysthuset, som de for over 30 år siden byggede i deres egen have.

Elsket på konservatoriet

Men i dag skal det ikke handle om Lysthuset, som Anders og Aase Beck-Rasmussen ellers har brugt mange timer i deres liv på. I stedet skal det handle om Anders som kirkesanger.

Før Anders gik på pension, var han skolelærer - det var Aase faktisk også. Han har blandt andet undervist på skolen i Voerladegård og på det, der dengang hed Veng Fællesskole.

»Dengang var det sådan, at førstelæreren på skolen også var kirkesanger. En dag gik han til provsten og sagde ”ved du hvad...” - nej, han sagde nok ”ved De hvad, kan vi ikke nok få nogle flere kirkesangere?”. Det var for meget for ham alene,« fortæller han.

Sådan gik det til, at Anders og tre af hans kolleger blev kirkesangere.

Han havde tidligere sunget i kor, så han vidste, hvad det drejede sig om, og at han nød det. Derudover er han nok også mere musikalsk end de fleste.

Han havde nemlig studeret på musikkonservatoriet i Aarhus.

»Mit instrument var klaver, og hvis jeg skulle fortsætte den vej, var der kun to muligheder. Enten kunne jeg blive musiklærer, eller så skulle jeg blive virtuos. Hvis man kunne spille violin, kunne man måske blive en del af et orkester, men det kan man ikke på samme måde med klaver, så jeg stoppede på konservatoriet,« fortæller han.

En beslutning, som musikkonservatoriet begræd - i hvert fald hvis man spørger Aase.

»Han var elsket på konservatoriet. Jeg kan huske, at da han stoppede, ringede en af lærerne til mig og sagde, at Anders ikke måtte holde op med at spille klaver, fordi han var så talentfuld,« husker hun.

En kreativ sjæl

Det er ikke kun kirken, der har haft glæde af Anders Beck-Rasmussens musikalske evner. De er også kommet Lysthusets gæster til gode.

»Der er flere her i byen, der har gjort meget for at skabe et godt fællesskab. Vi har også gjort vores. Vi har holdt aftener med fællessang i Lysthuset. Så kunne man ønske en sang, som jeg så spillede på klaver,« siger han.

»Byen har været heldig at have en klaverbokser som dig, der bare kunne spille, hvad folk ønskede,« indskyder Aase og fortsætter:

»Nogle kæmper med deres sangstemme med alderen, men Anders kan altså godt synge stadigvæk.«

Derudover spiller han op til jazzaftener i Lysthuset med blandt andre sønnen Henrik, der spiller saxofon. De to spiller også, når der er folkedans i Lysthuset. Sammen med Aase tager Anders ud og spiller viser.

I hjemmet står der desuden tre klaverer - to elektriske og et flygel. Der er to værksteder i kælderen. Et til Aase, hvor hun blandt andet laver keramik, og et til Anders, der blandt andet har eksperimenteret med glaskunst og bygget en kano og to joller.

Indarbejdet i »knolden«

Igennem sine 60 år har Anders Beck-Rasmussen arbejdet sammen med seks præster. Han får altid at vide på forhånd, hvilke salmer præsten har udvalgt til gudstjenesten.

»For nogle år siden kom den sorte salmebog, hvor der er mange nye salmer i. Vores præst, Lise Palstrøm, vælger tit nogle af de nye. Dem indarbejder jeg i min knold, så jeg kan synge med,« siger han og fortsætter:

»Jeg kigger på, hvad indeholder den her salme, og så indretter jeg min sang efter teksten. Hvis der er et vers, der er lystigt, så giver jeg det ud til menigheden. Det er nok, fordi jeg også er visesanger. At synge en vise er også lidt et skuespil.«

Aase mener, at det er derfor, han er så glad for at synge i kirken.

»Han synes, det sjove er at få mennesker med ind i musikken,« siger hun.

Det er også et farvel

Det flotte og sjældne jubilæum skal selvfølgelig fejres.

Det bliver det påskesøndag 5. april, hvor Anders først skal synge til gudstjeneste i Mesing Kirke klokken 9.30, inden han klokken 11 er klar til at synge til gudstjeneste i Veng Kirke. Derefter er der jubilæumsreception i sognehuset ved siden af kirken.

Men det er ikke kun en jubilæumsreception. Det er faktisk også Anders’ afskedsreception. Efter seks årtier har han nemlig valgt at stoppe som kirkesanger.

»Nu er jeg blevet lidt ældre. Nu vil jeg til at slappe lidt af - selvom jeg får nok at lave,« siger han.

»Ja, jeg har mange gode idéer,« griner Aase, inden hun fortsætter:

»Men det er også med at stoppe i tide, så man kan gøre det på en god måde. Vi vil også gerne blive boende her i huset så længe som muligt, og det kan vi kun, hvis vi ikke har for mange andre opgaver.«

Anders er dog ikke i tvivl om, at han kommer til at savne ”sin” kirke.

»Men vi har snakket om, at jeg jo kan komme i kirken alligevel. Det kan også være, jeg kan være vikar en gang imellem. Men jeg holder nu. Jeg synes, det er på tide,« siger han og fortsætter:

»Jeg vil ikke sige, at det er vemodigt. Det tænker jeg ikke over. Jeg kan stadig synge med i kirken, når jeg har lyst.«