Botilbud for voksne med støttebehov på det tidligere plejehjem i Gjesing
Det tidligere plejehjem i Gjesing får navnet Sirius Djursland og åbner senere i år som botilbud for 12 beboere.
I december var der åbent hus på Bakkely, der tidligere har været plejehjem i Gjesing og som senest har huset flygtninge fra Ukraine. Den nye vært, Den Socialfaglige Organisation, bød indenfor som det første ’Goddag’ til lokalområdet og for at fortælle om planerne. Stedet ændrer navn til Sirius Djursland, og det bliver botilbud for voksne mennesker med støttebehov.
Fie Buchwald, udviklingschef, fortæller, at over hundrede mennesker benyttede sig af invitationen.
»Man kan mærke, at det er en aktiv lokalbefolkning. Vi blev meget positivt modtaget og mødte en positiv nysgerrighed. Det var dejligt.«
12 beboere
I øjeblikket arbejdes der på lokalplantilladelser, og imens foretages nogle mindre ændringer inde i huset. Fie Buchwald oplyser, at åbningsdatoen lige nu er sat til 1. september. Der bliver plads til 12 beboere med støttebehov, det vil sige autisme, udviklingshæmning eller erhvervet hjerneskade. Beboerne får hver deres lejlighed med køkken og bad.
Den Socialfaglige Organisation har også botilbud på Fyn og Sjælland. Sirius Djursland er det første i Jylland. Derudover driver organisationen tre krisecentre på henholdsvis Sjælland, Fyn og Jylland, og to forsorgshjem på henholdsvis Fyn og i Jylland.
»Vi har god erfaring med at starte nyt op. Vi har samme målgruppe på alle botilbud, så vi er godt klædt på i forhold til pædagogiske metoder,« siger Fie Buchwald.
I og med at der tidligere har været plejehjem med kørestolsbrugere på Sirius Djursland, udvides målgruppen her, så det også er muligt at have beboere med mobilitetsnedsættelser.
Kontinuitet og ro
Måske vil der på sigt blive brug for frivillige hænder på stedet, ligesom flygtningecentret havde glæde af. Det kommer helt an på beboerne.
»De mennesker, vi har, har brug for kontinuitet og ro. Det er jo beboernes hjem, og det er mennesker med et stort støttebehov. Derfor vælger vi også bygninger med store grønne arealer omkring, så der er mulighed for at have sin egne rammer at være i, og de har brug for at gå til og fra et fællesskab, afhængig at hvordan de har det.«
Den Socialfaglige Organisation samarbejder med alle kommuner. Fie Buchwald forestiller sig, at de fleste beboere vil komme fra nærområdet.
»Men de kan også sagtens komme fra Fyn eller andre steder i landet. Vi er meget grundige i vores visitation, og der er mange hensyn at tage, både at de pårørende nemmere kan komme på besøg, men også match i forhold til den øvrige beboergruppe, for eksempel alder, adfærd og interesser. De skal passe ind i vores ramme og den pædagogiske tilgang, vi har.«
Den Socialfaglige Organisation er godkendt til folk fra 18 – 85 år.
»Så vil vi jo se på, hvad der giver mening. Det er ikke altid, at den biologiske alder hænger sammen med funktionsevne.«
Sirius Djursland vil være døgnbemandet og ved fuld drift vil der være tilknyttet omkring 35 medarbejdere.