Fortsæt til indhold

Populær genbrugsbutik fylder 10 år – ønsker sig flere frivillige i fødselsdagsgave

Danmission Genbrug i Skanderborg fejrer sit 10-års jubilæum med gode tilbud, kaffe og kage – og håber samtidig at tiltrække flere frivillige til butikkens stærke fællesskab.

Samfund
sra

Der bliver både fest og gode tilbud, når Danmission Genbrug i Skanderborg markerer sit 10-års jubilæum. Siden åbningen i Dagmar Centret 8. april 2016 har butikken udviklet sig til en fast del af byens handelsliv – og et samlingspunkt for et stærkt frivilligfællesskab, skriver butikken i en pressemeddelelse.

17 ud af de 25 frivillige, der dengang var med til at åbne butikken, er stadig en del af holdet den dag i dag. Ifølge butikkens frivillige leder, Anne Marie Madsen, siger det noget om den særlige ånd, der præger butikken – og om nøglen til succesen:

»Vi har aldrig måttet hænge et skilt i vinduet med ”lukket pga. sygdom”. Det er vi meget stolte af. Det er helt unikt i vores branche og vidner om en enorm hjælpsomhed og om, at vi hjælper hinanden. Vi har et fællesskab, som kunderne også tydeligt kan mærke, når de træder ind ad døren.«

I dag er de 45 frivillige, der hver især bidrager med tid, kræfter og godt humør. Udviklingskonsulent Jens Christensen kalder dem butikkens livsnerve:

»De frivillige er butikkens hjerte. Uden deres engagement i alt fra sortering til kundeservice ville butikken ikke eksistere. Det er dem, der skaber den stemning og den flotte butik, som får kunderne til at komme igen og igen.«

Succesen skyldes dog ikke kun de frivillige, men i høj grad også byens opbakning.

»Vi skylder de lokale en kæmpe tak. Både for de loyale indkøb og de flotte donationer. Det er dem, der gør det muligt for os at gøre en reel forskel ude i verden,« siger Anne Marie Madsen.

Selvom der er god grund til at fejre, har butikken ét stort ønske for fremtiden: flere frivillige.

»Den perfekte fødselsdagsgave ville være nye kollegaer. Hos os er det vigtigt, at man laver noget, man synes er sjovt. Der er plads til alle talenter – store som små. Ingen erfaring er nødvendig. Vi skal nok byde dig godt velkommen. Blot tre timer om ugen kan gøre en kæmpe forskel,« lyder opfordringen.

Jubilæet markeres med ekstra skarpe priser og hygge i butikken. Onsdag 1. april samt tirsdag 7. april gives der 50 procent rabat på alt tøj og alle sko. På selve fødselsdagen, onsdag 8. april, byder butikken på kaffe og kage fra klokken 11 til 12 samt andre gode tilbud.