Over 2.000 har allerede fået hjælp: Frivillige hjælper aarhusianere til en lettere hverdag
På halvandet år har et frivilligkorps været ude til 53 arrangementer og mødt i alt 2.245 borgere.
Det kan være svært at få skruet låget af syltetøjsglasset, hvis kræfterne i hænderne svigter. At knappe en skjorte, hvis motorikken driller. Eller at vaske sine tæer, hvis det er blevet sværere at bøje sig.
For mange ældre er det små udfordringer, der fylder i hverdagen. Men ofte findes der løsninger. Og lige nu er der også hjælp at hente til at finde dem.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Et frivilligkorps fra Ældre Sagen i Aarhus er nemlig med til at udbrede kendskabet til små hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere. Korpset består af 10 seniorer, hvoraf flere har en sundhedsfaglig baggrund, og de tager rundt til arrangementer i hele byen.
Her viser de løsninger til helt almindelige udfordringer i hverdagen, og deltagerne får mulighed for selv at prøve hjælpemidlerne og stille spørgsmål. På halvandet år har de været ude til 53 arrangementer og mødt i alt 2.245 borgere.
Mange ved ikke, løsningerne findes
Ved arrangementerne opstår der hurtigt dialog mellem de frivillige og deltagerne, når hjælpemidlerne går fra hånd til hånd.
»Vi oplever, at mange ikke ved, at de her løsninger findes. Når de først ser dem, bliver de både overraskede og interesserede, og så går snakken hurtigt i gang,« siger Torben Dreier, der er formand for Ældre Sagen Aarhus, i pressemeddelelsen.
Han fremhæver samtidig de frivilliges indsats og samarbejdet med kommunen.
»Vores frivillige gør en stor indsats for at nå ud til borgerne og dele deres viden. Det er vi meget stolte af. Samtidig er vi glade for samarbejdet med kommunen, som gør det muligt at få indsatsen bredt ud og nå endnu flere,« siger han.
Samtidig åbner møderne også for samtaler om emner, som ellers kan være svære at tale om, herunder inkontinens. Ifølge de frivillige opstår de samtaler naturligt, når erfaringer bliver delt.
Præsenteret i øjenhøjde
Ifølge rådmanden for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin (RV), er det netop den nære formidling, der gør en forskel.
»Det er ofte de små ting, der gør den store forskel. Og når det er frivillige, der selv kender hverdagen, som viser løsningerne frem, bliver det både mere nærværende og mere troværdigt,« siger han.
Initiativet udspringer af ældrereformen fra januar 2024, hvor der blandt andet er fokus på at styrke brugen af velfærdsteknologi gennem frivillige indsatser.
Erfaringen er ifølge både kommunen og Ældre Sagen, at når løsningerne bliver præsenteret i øjenhøjde af mennesker, der selv kender hverdagen, bliver de også lettere at tage i brug.