»Hun har ændret hele byen» – Jannie er nomineret til Håndboldens Hverdagshelt 2025
Lokale ildsjæle kan være afgørende for at bevare fritidsaktiviteter, når engagementet i foreninger daler. Jannie Sally Pedersens indsats har skabt nye muligheder for børn og unge i Mørke og styrket sammenholdet i byen.
»Som en der bor i byen og har set udviklingen i Mørke gennem de sidste år, er det tydeligt, hvor stor forskel Jannie har gjort. Det, hun har skabt, kan mærkes i hele lokalsamfundet. Hun har fået gang i aktiviteter, som ellers var ved at forsvinde, og hun har åbnet døren for, at endnu flere børn og unge kan være med,« lyder det blandt andet i indstillingen af Jannie Sally Pedersen fra Mørke IF til Håndboldens Hverdagshelt 2025.
De mindste har nu et sted at starte, lære og føle sig trygge, og man ser tydeligt glæden og sammenholdet vokse omkring dem.
»Selv på de dage hvor hun kommer direkte fra arbejde uden søvn, står hun stadig klar, fordi hun ved, hvor meget det betyder for børnene og deres familier,« står der videre i indstillingen.
Prisen Håndboldens Hverdagshelt uddeles i samarbejde mellem DanskHåndbold og AutoPartner.
Senere på foråret offentliggøres vinderen, som modtager 10.000 kr. personligt samt 10.000 kr. til sin forening.