Fortsæt til indhold

Nyt klubhus betyder nye muligheder i DCH Kaløvig

Med det nye klubhus er der blevet plads til større arrangementer for medlemmerne i DCH Kaløvig.

Samfund

Et ældre og nedslidt klubhus er blevet afløst af et gennemrestaureret hus i DCH Kaløvig. Det blev indviet i sommeren 2025.

»Det var kærkomment,« smiler Hans Henrik Tungelund, tidligere formand. Han har været medlem af bestyrelsen i 15 år og formand de seneste seks år. Han var således også formand under byggesagen.

Nu er der plads til 40

Karin Gersbøll, bestyrelsesmedlem, var også med i forberedelserne og under byggeriet. Hun fortæller, at der nu er blevet lavet en ny rumdeling med et stort samlende rum. Det giver nye muligheder for foredrag med op til cirka 40 deltagere mod tidligere 20. Tidligere måtte man ud i byen og leje lokaler, hvis der var tale om større arrangementer.

»Vi ville gerne have et velfungerende klubhus for medlemmerne, men også et sted til større arrangementer som foredrag og årsmøder. Nu kan vi se muligheder, tidligere kunne vi næsten kun se begrænsninger,« siger Karin Gersbøll.

De forbedrede rammer betyder, at folk i højere grad går indenfor og snakker inden eller efter træningen.

»Det giver socialt fællesskab. Og det var også dejligt her i vinter at kunne gå ind og få varmen.«

Karin Gersbøll har en ruhåret hønsehund. Henrik Tungelund, der lige nu er uden hund, er elitehundefører i DCH og er tidligere fodervært for en kommende førerhund i Dansk Blindesamfund.

30 år gamle pavilloner

DCH Kaløvig startede i 1972 som en afdeling under DCH Danmark, og fejrede således sit 50-års jubilæum i 2022. Pavillonerne kom til for 30 år siden, og var efterhånden blevet godt slidte. Gulvet var pilråddent og var sunket i det ene hjørne, og dørene kunne ikke lukke.

Beslutningen om at renovere blev taget i starten af 2024. Taget og det overdækkede område mellem de to pavilloner kunne bevares, men derudover er alt andet blevet fornyet, det vil sige vægge, gulve, lofter og isolering.

Der er kommet nye installationer, toiletter incl. handicaptoilet, varmepumper, udluftning, døre, vinduer og en rampe.

Renoveringen løb op i cirka 1,4 millioner kroner, og er blevet dækket af egen opsparing, fondsmidler, og et lån i DCH’s landsforening.

Medlemstallet i DCH Kaløvig er på 140 medlemmer, og der er 19 instruktører. Alle omkring klubben er frivillige, det være såvel instruktører, de forskellige udvalg, bestyrelsen, de to adfærdskonsulenter og pladsmændene.

Aktiviteter hver dag

Der er gang i aktiviteterne i DVH Kaløvig alle syv dage om ugen. På træningsbanen ser man alle mulige slags hunde, store og små.

»Hele pointen er at aktivere sin hund og få en god hund ud af det,« siger Hans Henrik Tungelund.

»Det er fantastisk at se hunden arbejde og se dens lyst til at samarbejde med os,« supplerer Karin Gersbøll.

Der er almindelig lydighedstræning, nosework, agility og træning af brugshunde med forskellige klasser og niveauer indenfor de forskellige discipliner. Et hvalpehold er netop startet med klikkertræning, og 9. april starter et nyt hvalpehold med almindelig lydighed. Der er stadig plads på dette holdet.

Der afholdes konkurrencer for dem, der er interesserede.

Træningsbanen er med de fire-fem hektar så stor, at der er plads til flere hold ad gangen. Her udøves koncentration af både hunde og deres ejere under træningen, og indimellem er der også fri leg.

”Det var kærkomment,” siger Hans Henrik Tungelund og Karin Gersbøll om det nyrestaurerede klubhus i DCH Kaløvig, der afløser de 30 år gamle pavilloner. Privat foto.