Fortsæt til indhold

P-hus er løsningen for stort, dyrt og ret overset kunstværk

Et nyt parkeringshus beskyldes for at skygge for et digitalt kunstværk til 26 millioner. Men måske er problemet ikke udsigten, men det, der skulle ses.

Samfund

Sydhavnen ligner heldigvis ikke længere sig selv. Hvad der før kun var en lokalplan og kraner, er ved at ligne et kvarter, der bruges, og liv, der leves. Snart åbner et rundt parkeringshus ved Filmbyen og Mindet. I den forbindelse rejses der i noget, man kalder Stiften, kritik af, at p-huset, der mestendels er gravet ned i jorden, tager udsigten til »verdens største digitale kunstværk«, som udgør facaden på Filmbyens seneste tilbygning. Værket er skabt af Jesper Just. Han er bosat i New York, og så falder man på halen i Aarhus, der så gerne vil på verdenskortet.

Daværende kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad udtalte i sin tid, at ”The Garden in the Machine” blev en unik kunstinstallation, der ville skabe national og international opmærksomhed. Men derfor kan kunstværket være fint nok, også bag et parkeringshus.

Som nærmeste nabo til begge dele kan det konstateres, at det vil blive svært at måle en evt. tilbagegang i interessen for ”verdens største digitale kunstværk”, for publikumsinteressen er i forvejen til at overse. Der er ingen kø-tilstande for at se, hvordan værket over en periode på 10 år vil forandres »fra at være et langsomt roterende natursceneri med skov, have og jungle, der udvikler sig fra organisk til mineralsk natur, idet det krystalliserer over tid.«

Interessen minder ikke just om Louvre på en tirsdag. Eller Løvbjerg, for den sags skyld. Lad os nøjes med at kalde ”The Garden in the Machine” en installation, der får lov at hænge i fred. Ikon eller ej.

Det kan være fantastisk med kunst i det offentlige rum, men det er ikke kun et spørgsmål om, at vi gerne vil være en by, der prioriterer det, og takket være gavmilde fonde (og en del skattekroner) gør det muligt. Det er også et spørgsmål om dømmekraft.

For hver gang der bruges 26 mio. kr. på noget, der ikke ligefrem vælter folk af cyklerne i begejstring, siger det noget om prioriteringerne. Ikke at kunst absolut skal være populært. Hvis man begynder at måle kunstens kvalitet alene på kø-tal, ville man vise andet end langsomme farveskift på Filmbyens storskærme. Det vil være et tilbageskridt, selv efter danske standarder.

Men inden man ad flere omgange bevilligede penge til ”verdens største digitale kunstværk”, burde man have trodset benovelsen over egen idé og spurgt: Skal alt, der kan lade sig gøre, også lade sig finansiere? Eller sagt på en anden måde: Er det virkelig p-huset, der er problemet, eller er det beslutningen om at bruge de mange penge på noget hengemt, som mange aarhusianere nok ikke engang ved eksisterer, selv tre år efter åbningen.

P-huse gør, hvad p-huse gør. De skaffer plads og løser et konkret problem for konkrete mennesker. Kunstværket løser ingen problemer. Det skal det heller ikke. Men det må godt være savnet.

Kunst kan være en gave, men alle gaver kan være bedre eller dårligere valgt. Man kan håbe, at flere får øjnene op for ”The Garden in the Machine”, når p-huset foran det åbner. Fra toppen af den runde bygning er udsigten til værket faktisk ganske udmærket, endda bedre end da p-huset ikke lå der.

På den måde kan parkeringshuset ende med at løse en opgave, kunstværket endnu ikke helt har fået styr på: at blive set. Lige nu ser det ud til, at man mest af alt jagter en undskyldning for, at meget få har set det, der skulle være et ikon. Det er ikke p-husets skyld.