Fortsæt til indhold

Dobbeltdejligt? AGF-fan vinder 10 millioner i Lotto

En mand fra Aarhus vandt for nyligt den helt store gevinst i Lotto.

Samfund
sb

En aarhusiansk mand må i disse dage være ret godt tilfreds. Han er nemlig både AGF-fan, og så spiller han Lotto…. Og mens de hviie har kurs mod klubbens første mesterskab siden 1986, vandt manden for nylig den helt store Lotto-gevinst på 10 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Manden vil gerne være anonym og holde nyheden om den store gevinst for sig selv, men for dem der kender ham, vil der være tegn, som man siger.

»Jeg har snakket med millionærrådgiveren fra Danske Spil og med banken om, hvad jeg kunne tænke mig at gøre med pengene. Og planen er, at jeg udlever min drengedrøm om en sportsvogn. Jeg har vendt det med konsulenterne og de mener, at det er en god idé at få det gjort, så jeg kan komme videre. Og jeg føler, at råderummet er til at gøre det nu,« siger manden i pressemeddelelsen.

Han vil ikke fortælle, hvilken sportsvogn, der er tale om, men det er ikke en elbil, lyder det.

»Jeg har lige prøvekørt den i fredags. Det var en fed oplevelse. Det er jo rart at høre en bil med en rigtig motor, der lyder af bil. Men den kører under 10 kilometer på literen, så på et eller andet tidspunkt er det nok ikke tilladt at køre i den mere, så det er med at skynde sig,« siger han.

Manden har stadig omkring et par årtier tilbage på arbejdsmarkedet, men han overvejer at investere en del af pengene og se, om han muligvis kunne gå på pension lidt før tid.

»Jeg er glad for mit arbejde, og jeg tror, at min hverdag godt kunne blive lidt kedelig, hvis jeg bare trækker stikket. Men jeg tror da, at jeg får en mere afslappet indstilling, fordi jeg i princippet ikke behøver arbejde: Det er nok bare at fortsætte, og så kan jeg jo bare tage nogle fridage, hvis jeg for eksempel vil ud at rejse lidt. Jeg tænker i hvert fald, at jeg nu skal opleve lidt mere end ellers,« siger han.

Danske Spil har stillet vinderen af den danske gevinst et svært spørgsmål. Hvad vil han egentlig helst? Vinde 10 millioner i Lotto, eller se AGF blive danske mestre?

»Der vil jeg nok sige… at vinde 10 millioner. Men det ville jo også være stort, hvis AGF blev mestre. Det er sådan lidt ved at være på tide, synes jeg. Det ville være fedt. Og det skal også fejres, hvis det sker,« siger han.