Fortsæt til indhold

Tre barndomsvenner bringer Baskerlandet ind i Latinerkvarteret

Noah Overgaard, Karl Milvang og Marinus Møhl har trods deres unge alder masser af erfaring fra restaurationsbranchen. Med Bastián åbner de for deres helt store drøm.

Samfund

Der kommer flere og flere mennesker gående igennem Klostergade i løbet af formiddagen og færre og færre af dem har jakker eller tykke trøjer på.

Det er solbriller og tynde trøjer, og imens aprilsolen luner de sorte stole uden for nummer 2, forstår man udmærket Noah Overgaards begejstring over lokationen og forventningerne til den snarlige åbning af den nye restaurant midt i Aarhus’ Latinerkvarter.

»Nu står solen ikke så højt endnu her i foråret, men når den kommer helt op, så er der sol på begge sider næsten hele dagen,« siger han og lader hånden glide hen over himlen fra øst mod vest.

»Og så får vi aftensolen herfra. Det ligger bare for vildt. Det bliver sindssygt godt.«

Et drys spansk kultur

Restauranten hedder Bastián og har sit navn med inspiration fra en af Europas kulinariske hovedstæder San Sebastián i Baskerlandet i Spanien.

Det er her i Baskerlandet, Noah Overgaard har rejst sammen med sine to venner Karl Milvang og Marinus Møhl. Sammen har trioen taget inspirationen fra regionen med hjem til Danmark, og det er den, de nu forsøger at putte en lille smule af ind i Bastián.

Det er en restaurantoplevelse, men det er den uformelle slags. Den slags, hvor man lettere spontant sætter sig ind og får lidt at spise. Det kan være nogle pintxos - den baskiske version af tapas - med et glas vin og så slentrer man videre. Eller også får man smag for stemningen, og så bliver det en hel aften med spisning.

Noah Overgaard beskriver en scene, som han, Karl Milvang og Marinus Møhl oplevede i en lille by på en af deres rejser. Her forsamledes folk uden for restauranterne. Ingen sad ned. Alle stod op og snakkede løs over deres vin eller øl.

Den her tilbagelænede tilgang til at gå på restaurant satte sig i vennerne.

»Det er jo kultur. Det kan du ikke bare sådan tage med til Danmark, for det er ikke sådan vi er. Men hvis man bare kan få 10 procent af den stemning ind, så tror jeg, der venter en stor oplevelse.«

»Vi har absolut ikke noget imod mere formelle restauranter. Det er fedt at komme ind på en fin restaurant, hvor man har booket bord, og der venter en særlig madoplevelse og servicen er i top, men vi vil gerne lave et sted, hvor man føler sig hjemme. Stamgæster vil være noget af det bedste. Det giver en fed energi til et sted, at man kommer ind og ved hvor tingene er, og man kender måske kokken eller tjeneren. Det kan være med til, at snakken pludselig går med nabobordet. Det er den stemning, vi gerne vil opfordre til,« siger Noah Overgaard.

Unge med erfaring

De tre barndomsvenner fra Ebeltoft og Mols er alle blot midt i 20’erne, men til sammen har de masser af erfaring fra restaurations- og eventbranchen.

Karl Milvang har igennem flere år arbejdet som tjener og og på barer i Aarhus, og Noah Overgaard og Marinus Møhl har de seneste år fået solid erfaring i at bygge op fra bunden.

De står bag både Strandbaren og madstedet Fisken fish n’ chips i Ebeltoft og til sommer kan de igen åbne musikfestivalen Endless Sommer i byen, som de startede for fire år siden.

De tre entreprenante venner har dog længe haft ambitionen om at rykke fra sæsonbaserede projekter til et sted, der kan leve hele året. Men det skulle være det rigtige sted.

»Lokalerne hænger ikke på træerne herinde, så da det her dukkede op i januar, slog vi til. Vi havde allerede idéen om at lave noget, der var inspireret af Baskerlandet, men det var først, da vi fandt lokalerne, vi besluttede, hvad vi præcis ville lave. Der skal være synergi, og det synes vi, at vi har fundet frem til nu,« fortæller Noah Overgaard.

Spansk med dansk

Han understreger, at Bastián ikke skal ses som en decideret spansk restaurant.

På menukortet vil man finde for eksempel spansk skinke og sardiner, men i øjeblikket er trioen i gang med at finde de lokale danske leverandører, de skal arbejde sammen med om maden.

Retterne bliver som udgangspunkt relativt simple, men netop derfor er kvaliteten af råvarerne helt essentiel.

»Det handler ikke om, at vi skal til at hive alt, hvad vi kan hjem fra Spanien. Vi kommer til at have et smalt menukort, som ret omskifteligt følger de danske sæsoner. Den bedste mad laver vi med de bedste lokale råvarer, og det er 100 procent det, vi går efter.«

»Det er meget råvaretungt med få komponenter på tallerkenen. En ret kan være grillede auberginer med grillede figner og en lille vinaigrette, så har du en servering. Det er virkelig simpelt, men det kræver også, at du har en virkelig god råvare, for det er svært at lave mad på den måde, men lækkert at spise. Vi har sat ambitionen højt, og derfor har vi taget to virkelig dygtige kokke med, for det kræver også kreativitet i køkkenet, når der løbende skal skiftes ud på menukortet,« siger Noah Overgaard.

De tre restauratører har endnu ikke en præcis åbningsdato, men sikkert skulle det være, at det bliver i slutningen af april, Bastián åbner i Klostergade.

»Det er en drøm, må jeg indrømme. Nogle af de bedste oplevelser, man har, er med mad og drikke sammen med andre mennesker. Hvis vi kan skabe de rammer for folk, så er det fedt,« konstaterer Noah Overgaard.