Fortsæt til indhold

Tidligere patologisk afdeling bliver til bofællesskab for unge autister

19 unge med autisme vil komme til at bo i en bolig på Tage-Hansens Gade i det Amtssygehuskvarteret.

Samfund
sb

I Amtssygehuskvarteret i Aarhus skal en bygning, der tidligere husede Patologisk Institut, omdannes til et bofællesskab for unge med behov for støtte i hverdagen.

Det har byrådet netop besluttet, fremgår det af en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø.

Det nye bofællesskab indrettes i to mindre grupper fordelt på to etager. Idéen er, at de fysiske rammer skal understøtte både den enkelte unges behov for ro og struktur og muligheden for sociale fællesskaber i hverdagen.

»Vi er meget glade for, at de unge får mulighed for at bo tæt på byen og i et levende miljø med andre unge. Det styrker inklusionen og bidrager til en blandet by. Samtidig får de unge trygge rammer og den støtte, de har brug for i hverdagen,« siger rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Michael Christensen (LA), i pressemeddelelsen.

Placeringen midt i Amtssygehuskvarteret giver de kommende beboere mulighed for at bo i et område, der allerede rummer en række kultur- og ungdomstilbud, herunder Ungdomskulturhuset, som ligger i nabobygningen.

Det understøtter ambitionen om et mangfoldigt byområde med plads til forskellige livssituationer og behov, lyder det.

»Vi glæder os til at kunne tilbyde de unge en bolig med en central placering. Når vi vælger at omdanne bygningen i stedet for at bygge nyt, er vi med til at udvikle Aarhus med omtanke, og vi udvikler området med respekt for den historiske stemning og fortælling. Det er en mere ansvarlig og langsigtet måde at drive byudvikling på,« siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang.

Byggeriet forventes færdigt i løbet af 2029.