Pris og penge til søsporten: Niels Copeland hædret med Træskopris
Ry Borgerforening overrakte både Træskoprisen og en donation på 50.000 kroner til det nye søsportscenter, som stadig mangler de sidste midler.
Da Ry Borgerforening for nylig holdt generalforsamling, havde foreningen besøg af Niels Copeland, formanden for Ry Sejlklub, fortæller foreningen i en pressemeddelelse.
Niels Copeland fortalte om ”Søhøjlandets Søsportscenter”, som klubben er i gang med. Et projekt til gavn for alle søsportsinteresserede med en anlægssum på 18 millioner kroner. Klubben mangler stadig de sidste 500.000 kroner til projektet, og Ry Borgerforening overrakte på generalforsamling en check på 50.000 kroner til projektet.
Borgerforeningen valgte ved samme lejlighed at tildele årets Træskopris til Niels Copeland. Prisen gives til en borger, når et bemærkelsesværdigt initiativ er vist til gavn for Ry og dens borgere.
Borgerforeningens formand Karl-Erik Jørgensen udtalte i den forbindelse:
»Niels, byen og jeg kender dig gennem mange årtier som en fantastisk ildsjæl, der sætter gang i og gennemfører meget til gavn for mange. Må din energi og dit sociale engagement vare i mange årtier endnu.«