Fortsæt til indhold

Tjenere og kokke på Konrad står klar med nyt koncept og priser, hvor alle kan være med: »Hvorfor ikke ride med på bølgen«

24. april slår Susanne Brøndum og hendes medarbejdere dørene op for gæsterne – og et spritnyt koncept.

Samfund

I 22 år har Café Konrad – under skiftende navne – ligget i Storegade i Randers.

Nu gør caféen og ejer Susanne Brøndum klart til et nyt koncept.

»Vi har skelet til Aarhus. Og nu mener vi, at Randers er klar,« lyder det fra Susanne Brøndum, der har været ejeren i samfulde 22 år.

Susanne Brøndum har blandt andet set nærmere på Petit Prix og Bouillon. Steder, hvor der serveres restaurantmad til priser, hvor de fleste kan være med.

Konceptet går ud på, at gæsten frit kan vælge mellem en række snacks, forretter, hovedretter, desserter og sides. Alle retter i de respektive kategorier koster det samme.

»Så hvorfor ikke ride med på bølgen,« spørger ejeren, der ikke lægger skjul på, at det er på hverdagsaftnerne, der kan være sværest at få fyldt bordene op. Det skal det nye koncept være med til afhjælpe – uden at gå på kompromis med kvaliteten.

»Der er kokke i køkkenet, og tjenere i restauranten,« siger Susanne Brøndum, der selv er udlært både tjener og kok.

I Aarhus er der tidsbegrænsning på, hvor længe, gæsterne må blive siddende ved bordet. Sådan bliver det ikke i Randers, lover Susanne Brøndum.

Hun håber videre, at det nye tiltag kan afholde byens unge fra at tage til netop Aarhus for at gå på restaurant.

»Mange unge kigger jo på prisen,« som hun siger.

24. april er første dag, hvor Susanne og kollegerne står klar til at modtage gæsterne med det nye menukort.

»Vi vil gerne skabe en hyggelig stemning. Det er der, når der er mennesker,« som hun udtrykker det.