Udskældt p-selskab har udstedt en bunke ugyldige p-bøder
En af sagerne var fra Aarhus, og nu mener FDM, at andre, der har fået lignende bøder, kan få pengene tilbage. Oparko kalder dog afgørelserne »juridisk tvivlsomme og inkonsistente«.
En QR-kode på en gul p-afgift er ikke godt nok og kan ikke stå alene.
Sådan kan man kort konkludere på en række sager, som Parkeringsklagenævnet har afgjort i slutningen af marts.
For i otte lignende sager har Parkeringsklagenævnet vurderet, at parkeringsselskabet Oparko, der har sit hovedkontor på Trindsøvej i Aarhus C, har udstedt og opkrævet en række ugyldige p‑afgifter.
Og det skyldes, at p-selskabet i de pågældende sager blot har sat en gul seddel i forruden med besked om, at der var blevet pålagt en p‑afgift – mens en QR‑kode henviste til de øvrige nødvendige oplysninger.
Dermed kunne bilisterne på sedlen hverken se, om kontrolafgiften overhovedet tilhørte deres bil, afgiftens størrelse, begrundelse eller tidspunkt og sted for udstedelsen.
En af afgifterne var bl.a. udstedt ved Agro Foodpark 15 i Skejby, og i den sag lød konklusionen fra et flertal af Parkeringsklagenævnets fem medlemmer:
»Allerede fordi der ikke af kontrolafgiften fremgår hverken dato, tid, registreringsnummer, beløb eller årsag til pålæggelse af kontrolafgiften, men i stedet er en QR-kode, der skal scannes for at få oplysningerne, er kontrolafgiften ikke udstedt med rette.«
FDM: Kontakt Oparko
Ifølge de danske bilejeres interesseorganisation FDM betyder afgørelserne ikke bare, at en række bilister nu kan se helt bort fra deres p‑afgift. FDM mener også, at bilister, som allerede har betalt de ugyldige p‑afgifter, skal have deres penge tilbage.
»Det dur naturligvis ikke, at p‑selskaber bare langer afgifter ud og henviser til helt nødvendige oplysninger via en QR‑kode. Det siger sig selv, at man som bilist nemt skal kunne se, hvorfor man har fået afgiften, hvor høj den er, og om den overhovedet gælder ens bil. Det er helt i tråd med de skærpede krav om, at en p‑afgift enten skal overgives til føreren eller placeres på bilen. Derfor er vi også glade for Parkeringsklagenævnets afgørelse, som kun er rimelig,« udtaler områdechef i FDM’s juridiske rådgivning Lennart Fogh i en pressemeddelelse.
»En QR-kode kan være et fint supplement til den fysiske p-afgift, når den henviser til identiske oplysninger. Det kunne også være til de billeder, parkeringsvagten har taget af forseelsen, men QR-koden kan ikke stå alene. Her har nævnet sendt et klart signal om, hvordan lignende sager vil blive afgjort,« mener Lennart Fogh.
P‑afgifterne fra Oparko i de otte sager var udstedt i Aalborg, København og Aarhus i perioden mellem maj 2023 og juni 2024, og FDM opfordrer nu bilister, der enten har fået eller allerede har betalt en af de omtalte p‑afgifter, til at kontakte Oparko.
»Parkeringsklagenævnet er helt tydeligt i sin afgørelse: De konkrete p‑afgifter er ugyldige, og det samme mener vi i FDM, gælder tilsvarende afgifter, som bilister har fået og allerede betalt. Derfor mener vi, at de nu skal have deres penge tilbage, hvilket vi forventer, at Oparko sørger for sker,« siger Lennart Fogh.
»Tvivlsomme« afgørelser
Avisen har henvendt sig til Oparko med en række spørgsmål, men selskabet er indtil videre ikke vendt tilbage endnu. Men til FDM svarer det aarhusianske p-selskab, at man tager afgørelserne seriøst, men at man »vurderer, at de fremstår juridisk tvivlsomme og inkonsistente.«
»Det er nemlig værd at bemærke, at nævnet ved flere lejligheder – senest den 12. marts i år – selv har anerkendt den praksis, vi følger. For at sikre et solidt juridisk grundlag har vi indhentet ekstern juridisk rådgivning, og på den baggrund fastholder vi vores nuværende praksis,« skriver Oparko til FDM, der samtidig ikke kan love på nuværende tidspunkt, at man vil eftergive sager.
Ifølge Oparko er parkeringsselskabets fortolkning af reglerne blevet understøttet af selskabets egne juridiske rådgivere, og ifølge dem skulle det være tilstrækkeligt, at afgiften viser, hvor de krævede oplysninger kan findes, f.eks. via en QR-kode, en guide og et link og uden at oplysningerne fysisk skal stå på afgiften.
Det er ikke første gang, Oparko er i vælten. Tidligere på året har selskabet fået kritik for at sende det, der er blevet omtalt som usynlige p-bøder, fordi man først modtager bøderne i e-boks en del tid efter selve parkeringen, og fordi bøderne ikke bliver lagt som fysiske sedler i ruden.
Den praksis har fået transportminister Thomas Danielsen (V) til at rasle med sablen over for de p-selskaber, der fortsætter med at bruge Motorregistret til at sende bøder og efteropkrævninger afsted i e-boks uden at lægge en seddel i ruden.
I kølvandet på den debat om de usynlige bøder og brugen af kameraregistreringer, lød det dog fra Oparko tidligere på året:
»Vi har i en række sager fejlet i vores betjening af bilisterne, og det vil vi rette op på. Vi vil genopbygge tilliden, én bilist ad gangen. Derfor har vi taget en række initiativer, der retter op på vores hidtidige praksis,« udtalte direktør i Oparko, Kasper Daae, i en pressemeddelelse tilbage i februar.