Keld har brugt adskillige millioner, men »slaget er tabt« – nabokommunen løber med supermarked
»Havde jeg vidst, at Aarhus Kommune ville lave en stor butik ud til Randersvej, var jeg aldrig selv gået i gang med arbejdet.«
En kilometer.
Så kort er afstanden mellem de to dagligvarebutikker, som Aarhus Kommune og Favrskov Kommune hver især har planlagt.
Nu har kapløbet om den nye Netto fundet sin vinder, og det bliver Spørring i Aarhus Kommune, som trækker det længste strå.
Ødum bliver taberen.
»Det er pissetræls. Jeg er gammel Ødum-dreng og har virkelig brændt for det her projekt,« siger Keld Sørensen, som ejer den grund i Ødum, der var tiltænkt en dagligvarebutik.
I princippet kan der stadig laves et supermarked på Ødum-grunden, men med den tætte placering til Spørring-butikken mener Keld Sørensen, at det er højst usandsynligt:
»Slaget er tabt. Det har været tabt, lige siden Aarhus Kommune ringede til Salling Group. Havde jeg vidst, at Aarhus Kommune ville lave en stor butik ud til Randersvej, var jeg aldrig selv gået i gang med arbejdet,« siger han og tilføjer:
»Jeg har brugt en million kroner på papirarbejde for at få lavet en ny lokalplan og yderligere et par millioner på at opkøbe to huse. Jeg er i den heldige situation, at jeg snildt skal overleve, men havde det været hr. og fru Jensen, var de gået konkurs. «
Føler sig kørt over
Favrskov Kommune havde allerede i september 2024 en lokalplan klar, som tillader en 1.200 kvadratmeter dagligvarebutik på hjørnet mellem Mejlbyvej og Landevejen. I Aarhus er den nye lokalplan for den nordligste del af Spørring først blevet endeligt klar i denne uge – den mangler nu blot den sidste formalitet i byrådet.
Med godkendelsen af lokalplanen træder en købsaftale i kraft mellem Salling Group og Aarhus Kommune.
TV2 Østjylland har tidligere fortalt, at Aarhus Kommune kontaktede Salling Group i forbindelse med, at Spørring-grunden var i offentligt udbud. Salling Group bød fem millioner, hvilket førte til en underskrevet betinget købsaftale. Den er betinget af, at lokalplanen godkendes.
Keld Sørensen kalder i et høringssvar lokalplansforslaget for Spørring for »både urimeligt og usamarbejdsvilligt.«
»Og det underminerer et projekt, som jeg har lagt både tid, penge og tillid i,« skriver han og fortsætter:
»Arbejdet gik i gang i 2021. Vi ville skabe en butik i Ødum, så borgerne i området slap for at køre langt efter dagligvarer. Jeg betalte selv for en analyse fra COWI, som viste, at der var grundlag for en butik i Ødum – og at en butik i Spørring på op til 400 kvadratmeter ikke ville være et problem. Vi delte analysen med Favrskov Kommune – og Favrskov delte den med Aarhus Kommune. I 2022 blev der holdt møde mellem kommunerne, hvor netop Ødum-projektet var på dagsordenen. Aarhus vidste altså godt, hvad der var i gang.«
Keld Sørensen føler, at Aarhus har kørt ham over og har »overhalet bag om ryggen.«
»Aarhus vælger nu at fremlægge en lokalplan, der giver lov til en butik i Spørring på op til 950 kvadratmeter – altså mere end dobbelt så stort som det, vi fik at vide, var uproblematisk.«
Trak interessen
Ejeren af Ødum-grunden forklarer, at han havde en konkret dialog med Salling Group om at etablere butikken i Ødum.
»Salling Group var ivrig efter at få lavet en kontrakt, men kontrakten var betinget af, at en lokalplan kunne ligge klar indenfor 24 måneder. Der ville være økonomiske konsekvenser for mig, hvis lokalplanen ikke var klar, så det turde jeg ikke skrive under på. Jeg tør ikke skrive under på noget, hvor det er kommunen, som afgør, om jeg har vundet eller tabt. Nu endte der så også med at gå 42 måneder, så det var måske godt nok,« siger Keld Sørensen.
Keld Sørensen fortæller, at Salling Group trak interessen, da Aarhus satte gang i planerne i Spørring.
Han appellerer i sit høringssvar til, at Aarhus skruer ned for størrelsen på butikken i Spørring, genoptager dialogen med Favrskov og udskyder lokalplanen, til konsekvenserne for Favrskov er ordentligt belyst.
Der er ikke megen lydhørhed at hente hos Teknik og Miljø i Aarhus Kommune:
»En butik, der skal betjene beboere i Spørring, bør placeres i Spørring og ikke i Ødum – en landsby med ca. 340 indbyggere,« lyder det i et svar til Keld Sørensens høringssvar.
Teknik og Miljø kommenterer også på dialogen og historikken de to kommuner imellem:
»Planlægningen af den nordlige del af Spørring blev igangsat i december 2019, og i forbindelse med det indledende arbejde i sagen, herunder forundersøgelse i april 2020, blev placeringen af en eventuel dagligvarebutik i Spørring omtalt første omgang. Favrskov Kommune kontaktede i maj 2022 Aarhus Kommune (...). De oplyste, at de ligeledes var ved at planlægge for en butik i Ødum. Først her blev vi bekendt med planlægningen af en butik i Ødum.«
Endelig slår Teknik og Miljø fast:
»I sidste ende vil det være op til markedet at afgøre, om begge placeringer kan realiseres, eller hvilken af de to placeringer, der er mest velegnet og attraktiv.«
Tilbage står nu Keld Sørensen med en cirka 5.000 kvadratmeter stor grund midt i Ødum.
»Det er virkelig irriterende at have sådan noget gammelt stads til at stå. Det har jo bare fået lov at stå hen, så det er i så dårlig stand, at det ikke engang kan lejes ud mere. Det er nedrivningsklart, men det koster jo også.«
Hvad der skal ske med grunden, aner han fortsat ikke.