Fortsæt til indhold

To samlingspunkter for dyreejere: Tingholmgård Dyrefoder vokser på Djursland

Da Hestehuset Husted lukkede, stod mange lokale dyreejere uden foder, men nu har Tingholmgård Dyrefoder overtaget rollen som leverandør og samlingspunkt i Følle.

Samfund

Da Hestehuset Husted på proprietærgården Hannesminde fra 1782 i Følle lukkede sidste efterår, stod mange lokale dyreejere uden et sted at hente foder til hest, hund og høns.

Nu har Mia Krogh Maarup Pedersen åbnet Tingholmgård Dyrefoder i en af staldbygningerne på Hannesminde.

Butikken tilbyder foder, strøelse og udstyr til dyreejere i området.

Med afdelingen i Følle udvider Mia Krogh Maarup Pedersen Tingholmgård Dyrefoder til den vestlige del af Djursland.. Foto: Lars Norman Thomsen

Opvokset med heste

Mia Krogh Maarup Pedersen, 31 år, er opvokset i Hevring og har haft heste tæt inde på livet, siden hun var fire-fem år.

Hun bor på en ejendom i Grund ved Allingåbro, hvor hun også driver en afdeling af Tingholmgård Dyrefoder og passer sine tre heste.

Efter en periode som sygeplejerske vendte hun tilbage til foder og rådgivning.

»Jeg er hestepige og har været det hele mit liv,« fortæller Mia Krogh Maarup Pedersen.

Mia Krogh Maarup Pedersen oplevede, at der var langt til nærmeste forhandler af foder, hvis man havde mange dyr.

»Det kan ikke passe, tænkte jeg, og så åbnede jeg butikken 1. marts 2025,« siger hun.

Siden har hun fået mange bestillinger over nettet, og flere lokale husdyrejere har fået øje på butikken.

Tingholmgård Dyrefoder i Følle ligger ifølge Mia Krogh Maarup Pedersen perfekt – lige ud til Randersvej og tæt på afkørslen/tilkørslen til motortrafikvejen. Foto: Lars Norman Thomsen

Udvidelse til Følle

Butikken i Følle åbnede 1. marts på årsdagen for åbningen af Tingholmgård Dyrefoder i Grund.

Mia Krogh Maarup Pedersen har overtaget et stort lokale på Hannesminde med indkørsel fra Randersvej.

»Beliggenheden her er fantastisk – en meget trafikeret vej og tæt på motortrafikvejsafkørslen – det kan ikke være bedre,« siger hun.

Tingholmgård Dyrefoder tilbyder foder til hest, hund, kat, fjerkræ og andre dyr. Sortimentet omfatter også strøelse, rideudstyr, plejemidler og tilskudsfoder.

  • Følle: hverdage klokken 13-17, lørdage klokken 9-13
  • Grund: hverdage klokken 10-17, lørdage klokken 9-13

Familie og drift

Mia Krogh Maarup Pedersen driver virksomheden som enkeltmandsvirksomhed.

Hendes kæreste, uddannet kleinsmed og ægte Randers dreng, hjælper til i butikken, og målet er, at de på sigt kan leve af forretningen.

»Han er blevet interesseret, selvom han ikke har haft med heste at gøre før,« smiler Mia Krogh Maarup Pedersen.

Kæresten kører tidligt på arbejde i hverdagene, mens Mia Krogh Maarup Pedersen tager sig af formiddagen i butikken i Grund.

Hendes kæreste kommer hjem til Grund tidsnok til, at Mia kan være i Følle fra klokken 13.

»Det er meget tidskrævende arbejde, og det er klart mere end et 37 timers job, men vi er fortsat i en opstartsfase og skal drage nogle erfaringer. Det er kun dejligt, at vi har travlt, og heldigvis har vi nogle timer om aftenen og i weekenden, hvor vi kan være sammen og lave noget.

Så gør det heller ikke noget, at vi nu går mod lysere tider. Det giver en masse gnist og lyst,« siger Mia Krogh Maarup Pedersen.

Vi vil gerne omfavne alle med husdyr

Kunder og samarbejde

Mia Krogh Maarup Pedersen oplever, at mange kunder kommer direkte fra gaden, og at folk er villige til at køre langt efter foder.

Varer kan flyttes mellem de to butikker, hvis der mangler noget det ene sted.

Henriette Husted Winther, tidligere ejer af Hestehuset Husted, har hjulpet med at gøre opmærksom på den nye butik på sociale medier.

»Henriette har været sød til at promovere os, og det har betydet meget,« siger Mia Krogh Maarup Pedersen.

Webshop og rådgivning

Mia Krogh Maarup Pedersen oplever et voksende marked for husdyr på landet – både heste, får, geder, høns, hunde og katte – og flere lokale har behov for foder, udstyr og rådgivning tæt på bopælen.

»Vi vil gerne omfavne alle med husdyr,« fastslår hun.

Tingholmgård Dyrefoder har en webshop, som kører efter princippet Click & Collect, hvor kunden bestiller og betaler varen online og afhenter den fysisk i en af butikkerne.

Tingholmgård Dyrefoder arbejder løbende på at udvide sortimentet og fylde hylderne op i det store lokale på Hannesminde.

Målet er at skabe to samlingspunkter for dyreejere på Djursland, et ved Allingåbro og et ved Følle, hvor både faglighed og personlig service er i fokus.

Mia Krogh Maarup Pedersen tilbyder personlig rådgivning til dyreejere.

»Jeg brænder for korrekt fodring og elsker at rådgive, så både hest og ejer får de bedste forudsætninger,« siger Mia Krogh Maarup Pedersen.